Genbrugsbutik fejrer 200-års dag
En 200-årsdag er en af de sjældne. Derfor skal den folkekirkelige organisation Danmissions jubilæum også markeres og fejres i missionens genbrugsbutik i Frederikshavn.
- Butikken vil onsdag 8. juni og de følgende dage være pyntet op til jubilæet og bugne af gode genbrugsfund og tilbud, fortæller Brita Nedergaard, der er frivillig i butikken.
- Vi glæder os rigtig meget til at byde vores kunder indenfor til nogle festlige udsalgsdage. Overskuddet fra vores butik går til Danmissions arbejde ude i verden, for eksempel til krigsramte børn i Syrien og forfulgte i Myanmar. Vi er glade for at være en del af en organisation, som har gjort en forskel gennem 200 år.
Danmission blev stiftet 17. juni 1821 og er Danmarks ældste og største missionsselskab. Danmission tager afsæt i Folkekirken og samarbejder i dag med mange forskellige kirke- og trossamfund. Genbrugsbutikken i Søndergade er en af i alt 67 Danmission genbrugsbutikker i Danmark.