Gammelt påskepynt får nyt liv i Benedikte Utzon-butikken i påsken.
Det sker

Gammelt påskepynt hjælper i Tyrkiet

07. marts 2023 kl. 19:02

Giv dit gamle påskepynt til ofrene for jordskælvene i Tyrkiet.

Sådan lyder opfordringen fra butikken Benedikte Utzon i Skagen, som fra nu af og indtil påske samler gammelt vintage påskepynt ind, for i påskedagene at lave et helt særligt og fantasifuldt påskebord i butikken i Skagen, og så efterfølgende sælge pynten og lade overskuddet gå ubeskåret til jordskælvsofrene i Tyrkiet.

Så har du gammelt påskepynt liggende, som du ikke længere bruger og gerne vil se i nye omgivelser, og vil du samtidig gerne støtte jordskælvsofrene i Tyrkiet, er det bare med at aflevere pynten i butikken i Skagen.

Særligt forhold til Tyrkiet

- Vi er jo alle påvirkede af jordskælvene i Tyrkiet, og hos os er vi det især, fordi vi har tætte samarbejdspartnere i Istanbul i Tyrkiet, fortæller Lasse Skaarup, som er indehaver af Benedikte Utzon.

I påskedagene har butikken i Skagen besøg af deres designer, der kan lave mål til din helt egen personlige rulamsmodel. Her er det Heidi Riise fra butikken i en rulamsmodel, som egner sig til foråret.

- Jeg har de sidste mange år haft et tæt samarbejde med Fatma Hansoy, som har sit eget sy-atelier i Istanbul og som syr alt vores rulam. Hun er på alle måder en mega sej kvinde. Hele hendes familie er påvirkede af katastrofen i landet og hjælper alt det, de kan, og det vil vi gerne være med til at støtte, fortæller Lasse Skaarup, som har indgået et samarbejde med stylist og eventmager Anne Madirazza om at lave et, som de kalder det, fantastisk fantasifuldt påskebord med vintagepynt.

Pynten på bordet vil være til salg, og indtjeningen går ubeskåret til jordskælvsofrene i Tyrkiet via den uafhængige tyrkiske organisation Ahbap.

Se dit påskepynt i butikken

Den 31. marts kommer eventmager Anne Madirazza i butikken i Skagen og pynter påskebordet med den pynt, som er samlet ind. Og i alle påskedagene er det muligt at komme forbi og nyde det fine bord og købe af pynten til det gode formål.

Der er allerede blevet afleveret påskepynt i butikken til støtte for jordskælvsofrene i Tyrkiet.

Mange skagboere kender nok bedst Anne Madirazza for i flere år at stå bag Skagens levende julekalender og engle.

Rulamsluffer og personlige mål

I påsken er der desuden ekstraordinært mulighed for at få taget personlige mål til sin helt egen rulamsmodel, da butikken i Skagen har besøg af deres designer i påskedagene. Det skal man dog reservere tid til, hvis man ønsker det.

- Og Fatma er i fuld gang med at sy luffer af rest-skind i sit sy-atelier lige nu, som vi senere sælger - også til fordel for jordskælvsofrene. Det falder selvfølgelig lidt skævt i forhold til årstiden, men sådan er det. Det er jo nu jordskælvene er sket, siger Lasse Skaarup, som gør alt hvad han kan få at skabe opmærksomhed omkring eventet, så der kan samles så mange penge ind til formålet.

- Jeg vil rigtig gerne støtte gode formål og når jeg så bliver personligt påvirket, som her, hvor jeg har et nært forhold til folk, der er tæt på katastrofen, så giver det virkelig god mening for mig at støtte, siger Lasse Skaarup.

Annonceret indhold

Nyeste