Gå, løb eller cykl for et godt formål
Flere gode kræfter er godt i gang med forberedelserne til to motionsarrangementer, der har til formål at samle penge ind til Knæk Cancer kampagnen.
Alle, der ønsker at gå en tur, løbe eller cykle sammen med andre, får mulighed for at få pulsen op lørdag 29. oktober.
Sæbyløbet Knæk Cancer
Under mottoet ”Vi har brug for alle, og vi har plads til alle” arrangerer foreningen Løb4Sagen igen i år løbet Knæk Cancer Run & Walk, som formand Dan Højgaard Kristensen benævner som årets største velgørende motionsløb på Vendsyssels østkyst.
Som det efterhånden er blevet en tradition, vil Sæby Torv igen i år udgøre start- og målområdet.
Der løbes på en rundstrækning på 5,3 kilometer, hvor løberne kommer forbi Sæby Vandmølle, den gamle bydel ad Algade, havnen, strandpromenaden, Sæbygaard Skov langs den idylliske å, som snor sig mod midtbyen, inden spurten sættes ind de sidste 200 meter gennem gågaden frem mod målet på torvet.
Marathon løberne lægger ud på deres otte omgange klokken 08.30, og de, der vælger den halve distance, får bedre tid til morgenkaffen og kan vente med at starte klokken 10.15.
Klokken 10.30 går starten til de, der vælger at gå eller løbe 1, 2 eller 3 runder á 5,3 kilometer
For at variere rundstrækningen bliver der i år mulighed for, at løberne på sidste del kan vælge mellem to ruter.
De gående, skal modsat tidligere, gå ruten i modsat retning som løberne, hvilket giver mere plads og en bedre oplevelse.
Netop af hensyn til albuerum og plads på de snævre stier har arrangøren fastsat et deltagerloft på 300.
Som synligt bevis for velgennemført løb eller gåtur får deltagerne et diplom og en flot medalje med et billede af byens herligheder.
Medaljen er blevet til i samarbejde med Frederik Tobar Karlsen fra Galleri Tobar og ejendomsmægler Lars Jensen fra EDC Sæby, som er medalje sponsor.
Dan Højgaard Kristensen, formand for Løb4Sagen, var selv kræftramt i 2018 og nu igen i 2022. Trods en sommer med flere operationer til følge, er han klar til at tage kampen, såvel på det personlige plan og for hele Knæk Cancer sagen.
- Som primus motor i Løb4Sagen og Sæbyløbet Knæk Cancer kan jeg bekræfte, hvilken forskel penge kan gøre for forskning og kræftramte.
- Vi kan simpelthen ikke donere penge nok til forskning, opfordrer Dan Højgaard Kristensen.
Cykel event i Sæby Spektrum
Bikeeventen Sæby Knækker Cancer blev gennemført første gang i 2018. På lørdagen i uge 43 lykkedes det dengang at cykle 141.195 kroner ind til det gode formål.
Hvis arrangørerne Rene Nielsen og Lars K. Nielsen får solgt alle 50 cykler, der bliver opstillet i Sæby Spektrum, vil beløbet ligge på omkring 100.000 kroner.
Hver cykel sælges for 2000 kroner, hvor op til fem personer kan skiftes til at træde i pedalerne i 10 timer fra klokken 08.00 til 18.00.
Ud over god motion og opmuntring fra skiftende instruktører bliver der mulighed for at få fyldt på depoterne i form af en let frokost og aftensmad.
Medarrangør Lars K. Nielsen oplyser, at der indtil nu mangler hold til 20 cykler. Han håber naturligvis, at de bliver solgt i løbet af oktober måned.
Som et supplement til cykeleventen arrangerer Sæby Familie- og Firmaidræt klokken 11.00 til 15.00, crossdance, body attack samt puls og styrketræning i hal B.
- Herudover er vi ved at planlægge flere familievenlige aktiviteter i centret, siger Lars K. Nielsen.
Gallashow i TV
Det økonomiske resultat af begge event vil blive vist på skærmen samme aften ved TV2's Knæk Cancer Gallashow.