Billede beskrivelse

Frivillige søges til årets fest

17. februar 2023 kl. 06.00
Opdateret 19. februar 2023 kl. 16.38

FREDERIKSHAVN: Midt i højsommerens hjerte spiller musikken, og vil du være med i fællesskabet, er chancen her nu:

- Meld dig som frivillig og få herlige oplevelser og nye venner. Det skriver Rock i Frederikshavn, der er årets største, lokale musikbegivenhed.

En fest - også for de frivillige. Men der er brug for endnu flere end de ildsjæle, som allerede har meldt sig under fanerne og sørger for, at alting spiller på gårdspladsen på Knivholt, lyder det.

- Vi er ude efter folk, som ikke er bange for at tage fat. Opgaverne er mange. Det kan være alt fra at lave burgere til at sætte hegn op, barvagter, tjekke billetter, etablere scenen, påtage sig servicevagter, rengøring eller oprydning, fortæller Casper Høgsted, talsperson for Rock i Frederikshavn.

De frivillige arbejder som udgangspunkt mindst seks timer, til gengæld giver det frivillige arbejde nogle fede fordele. Og i år har arrangørerne steppet yderligere op.

Hjælpere får billetter til sommerkoncerter

Ud over glæden ved at gøre en god gerning for det lokale foreningsliv, følger der nemlig også en masse fede fordele med opgaven.

Billede beskrivelse

En gevinst er selvfølgelig det medhørende indgangsarmbånd, der giver adgang til Rock i Frederikshavn lørdag 10. juni, hvor der er rig mulighed for at feste og hygge ved siden af arbejdstimerne.

De frivillige får desuden mad og drikke, så dampen kan holdes oppe.

Og så har arrangørerne i år sørget for billetter til ikke mindre end tre koncerter ud over billet til Knivholt-koncerten:

Løgstør Open Air 3. juni som bl.a. præsenterer: Malte Ebert, Joey Moe og Queen Machine – logstoropenair.dk

Thy Rock 23. og 24. juni som bl.a. præsenterer Thomas Helmig, Lukas Graham, Nik & Jay og mange flere – www.thyrock.dk

Rock i Ringkøbing 1. juli som indtil videre har offentliggjort Jonah Blacksmith og Faustix - www.rockiring.dk

Venskaber

Casper Høgsted fortæller, at man som frivillig bliver del af et fællesskab, der rækker langt ud over arrangementet på Knivholt. Der etableres netværk og knyttes venskaber.

- Som frivillig er man med til at skabe en uforglemmelig dag for 5000 koncertgæster. Uden de frivillige er der ingen Rock i Frederikshavn. Sådan har det altid været, og derfor er vi så taknemmelige for deres indsats, siger Casper Høgsted.

Lyder en dag som frivillig til Årets Fedeste Fest i Frederikshavn som noget for dig, så tilmeld dig her: https://rockifrederikshavn.dk/rockcrew/

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste