Frantz sætter rav i børnene
I gamle dage var rav et vigtigt betalingsmiddel i Norden. Måske er rav ikke sin vægt værd i guld længere, men at holde et stykke rav i hånden er stadig en æstetisk fornøjelse og en historisk oplevelse.
Børn, der går langs stranden, kan næsten ikke lade være med at bukke sig ned og samle farverige eller specielle sten op, og nogle gange kan det ende i en regulær skattejagt efter gyldne ravklumper.
Ifølge ravsliber Frantz Kristensen er Sæbys strande et ideelt sted at finde rav ,og han deler gerne ud af sin store viden og erfaring.
For at give børnene en naturoplevelse og viden om rav, står Franz Kristensen hver anden tirsdag i skolernes sommerferie klar til at tage imod interesserede børn ved havnekontoret på Sæby Havn.
Efter en kort introduktion går turen ned på stranden. Når alle børnene har endevendt et stykke strand og fundet mindst ét stykke rav, går deltagerne tilbage til havnen.
Under den overdækkede terrasse går børnene i gang med at slibe deres rav med to forskellige slags slibepapir og til sidst skal der poleres med Brasso. Ravsliberen borer til sidst et hul i ravstykket, som herefter monteres i en lædersnor, og smykket er klar til at tage om halsen.
De næste ravture finder sted den 12. og 26. juli med start klokken 10.00 og varer cirka to timer.