Første spadestik på kunstgræsbane

IF Skjold - kommunens højest rangerende fodboldhold

07. december 2018 kl. 10.00

SÆBY: - Hvis ikke Idrætsforeningen Skjold skal have en kunstgræsbane, hvem så?

Birgit Hansen fortsatte i sin tale med at rose klubben, der i flere år har haft - og stadig har - kommunens højest rangerende fodboldhold, hvilket hun meget detaljeret orienterede de halvt hundrede fremmødte om.

- Heldigvis satser I ikke kun på eliten, men giver plads til bredden og det sociale, som vi ved, der i sammenhæng giver gode fællesskaber. Et godt fællesskab giver grobund for et sted, hvor fodboldspillere i alle aldre elsker at mødes, hvilket kendetegner Skjold, fortsatte den veloplagte borgmester blandt andet.

Inden borgmesterens tale, talte Flemming Thingbak begejstret om, at der nu - efter mange års hårdt arbejde med at finde finansiering til kunstgræsbanen, nu er på plads og er klar til anlægsfasen. Det nye anlæg til 3,5 millioner kr. kommer til at bestå af en bane i fuld størrelse plus tre mindre femmands baner, der forventes ibrugtaget i maj 2019.

På en råkold og våd 2. december, vidste formanden godt, at han skulle gøre sin tale kort, men det lå ham meget på sinde på klubbens vegne at sige tak til de mange der har brugt tid og energi på at nå hertil, hvor vi er i dag. Ved navns nævnelse fremhævedes 26 personer og firmaers forskellige indsatser.

For at illustrere at I.F. Skjold favner bredt, blev det klubbens yngste og ældste aktive medlem, der sammen med borgmester og formand fik æren af at tage første spadestik til baneanlægget.

Således var Asger Lundgreen på tre år og John ”Nifinger” Sørensen på 68 år på pletten, da der skulle graves med sølvspaden.

Det er primært I.F. Skjolds egne medlemmer, der får glæde af banerne, men også skoler, børneinstitutioner og klubber fra nærområdet er velkommen. Der er lavet aftale med Sæby Fritidscenter og Hostel, der forventer at kunne tiltrække flere fodboldhold på træningsophold, hvis de tilbydes at spille på kunstgræs.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste