Fastelavn i Sæby Cykler: Kom og slå katten af tønden på hjul
Du har sikkert slået katten af tønden før. Men har du prøvet at gøre det på hjul?
Det kan du komme til lørdag 26. februar klokken 13.00, hvor Sæby Cykler inviterer til fastelavnsfest på Boelsmindevej 5 i Sæby.
- Alle er velkommen, og da vi er en cykelforretning, skal man da også kunne slå katten af tønden på cykel, siger Rasmus Baand Severinsen, som sammen med sin far Lars Baand Severinsen er indehavere af Sæby Cykler.
Og der bliver plads til alle aldre ved Sæbys fastelavnsfest på lørdag. For der er sørget for tønder til både små som store. Vil man helst slå til tønden stående, så er der også plads til det. Kommer de små på en lille løbecykel eller en trehjulet cykel, så løser Sæby Cykler også det. For der bliver plads til alle til fastelavnsfesten.
Ingen fastelavnsfest uden boller
- Efter tøndeslagningen vil der være lækre fastelavnsboller, slik, juice, vand, kakao og kaffe, som vi i samarbejde med Håndværksbageren på Gl. Ålborgvej i Sæby byder på, uddyber Rasmus Baand Severinsen og forsætter:
- Man må meget gerne komme udklædt. For vi uddeler også i alt fire gavekort á 200 kroner til de fire bedst udklædte. Det er gavekort til henholdsvis Håndværksbageren på Gl. Ålborgvej og til Sæby Cykler, der er på spil, så kom gerne udklædt og hjælp os med at lave en rigtig festlig fastelavnsfest.
For at deltage i fastelavnsfesten skal man tilmelde sig enten via Sæby Cyklers Facebookside eller via sms til mobilnummer 28 19 15 28. Arrangementet kommer til at foregå udendørs, men vil i tilfælde af meget dårligt vejr bliver rykket indendørs.