Få rundvisning i den lokale kirke
SÆBY: -Sæby Kirke er et besøg værd af mange grunde, siger formanden for Saltlandets historiske Forening for Sæby og Omegn, Holger Almholt.
Foreningen inviterer herfor alle til rundvisning i den gamle klosterkirke, der har en rig udsmykning, og meget spændende inventar, alt sammen noget, der hver på deres måde fortæller om en lang historie, som pastor Keld Skovgaard vil fortælle om.
Noget af det mest bemærkelsesværdige er de mange enestående kalkmalerier, der stammer fra dengang der var munke og kloster ved kirken.
Nogle af kalkmalerierne stammer endog fra den første mindre kirke, der var der før klosteret blev opført.
Fra tiden med munkene stammer også munkestolene og altertavlen, der som meget andet minder om, at det har været en Mariakirke.
Meget af kirkens udsmykning og inventar stammer også fra tiden efter reformationen, hvor klosteret blev revet ned.
Der er blandt andet epitafier, prædikestolen, skriftestolene og døbefonten samt mange gravstene, som interesserede kan glæde sig til at høre om.
I den senere tid er der kommet nyt inventar som, lysgloben, dåbsfadet og dåbstræet i kirkens våbenhus samt klokkespillet i tårnet.
Rundvisningen og de mange historiske fortællinger om kirken sker onsdag den 28. august klokken 14-16, hvortil der er gratis adgang.