Et paradis for skattejægere

Der er Hørby Bazar Palmesøndag

07. april 2019 kl. 08.20

SÆBY: Genbrug, genbrugsfund, upcykling, redesign, #zerowaste, vintage, retro, - og mange andre begreber og hastags, som man kan finde på de sociale medier og i fjernsynet. Det er oppe i tiden.

Du er måske én blandt mange, som sidder trofast i den bedste sendetid på DR1 og ser skattejægerne.

Det er hipt at gå på jagt.

Grunden hertil finder vi uden tvivl i alt det, vi ikke har brug for længere.

Vi har fået større bevidsthed om ”Smid væk kulturen”, og vi tager i større grad ansvar over for vores jord og efterkommere.

Vi mødes i kampen om genbrugsguldet.

En ny trend er ligeledes opstået.

Enhver idrætshal med respekt for sig selv har i de senere år arrangeret loppemarkeder.

Den ide fik vi også for seks år siden i Hørby. Hørby Bazar er i fuld gang med forberedelserne, og på nuværende tidspunkt er alle stande solgt.

- Vi er kendt for et stort og alsidigt udbud af lopper. På listen over lopper i år findes tøj, legetøj, pynteting, trævarer, boligting, glas, hæklede ting, lamper, tasker, tupperware, porcelæn, pileflet bl.a. – med andre ord Hørby Efterskoles hal er fyldt med det rene guld. I alt 21 byer er repræsenteret – det synes, vi er ret flot, fortæller de tre erfarne arrangører Helle Brinkmann Larsen, Ann Bang og Hanne Jakobsen, som har været med fra start.

At det er hårdt arbejde at være skattejæger, er der også tænkt på.

Så når benene bliver trætte og sulten melder sig, er der god mulighed for et hvil og en optankning i caféen, hvor der sælges morgen- og pålægsboller, pølsehorn, pizzasnegle, kaffe, kage mm til fornuftige priser.

- Foråret banker på døren, solen skinner og haven lokker, men vi håber til trods, at folk finder vej til Hørby Efterskole Palmesøndag kl.10.30-15.30, hvor der er gratis adgang.

Der er lagt et stort arbejde i arrangementet. Frivillige borgere, Hørby Borgerforening, Hørby Idrætsforening, KFUM Spejderne og Hørby BørneMusikFestival er alle repræsenteret, når bazaren løber af stablen.

Desuden har Hørby Efterskole en stand, hvor man får mulighed for at snuse lidt til og blive klogere på efterskolelivet.

- Skolen låner os lokalerne kvit og frit. Alt sammen noget vi sætter stor pris på, understreger Helle Brinkmann Larsen, Ann Bang og Hanne Jakobsen.

Udover at trekløveret ynder genbrugstanken banker deres hjerter også for velgørenhed.

Overskuddet fra bazaren deles mellem byens foreninger, hvor særligt børnene tilgodeses.

- Vi tænker, at det skal være rart som børnefamilie at bo i eller flytte til Hørby. Her skal være muligheder fremfor begrænsninger, siger Helle Brinkmann Larsen, Ann Bang og Hanne Jakobsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste