Eric har en klar opfordring: - Sluk mobilen og tag på kunstudstilling
Galleriejer Eric Kaare opfordrer alle til at slukke for telefon, radio og TV og i stedet gå på kunstudstilling.
Årets efterårsudstilling i Galleri Nordenvind er en hyldest til tiden som begreb.
- Vi siger, om hundrede år er alting glemt. Tornerose skulle sove i hundrede år, og rastløse mennesker klager over, at de er nødt til at vente i mindst hundrede år. Tiden er en underlig følgesvend. Tiden forandrer sig hele tiden, og nogle gange er den gået og glemt, og andre gange bliver den bare ved, i uendeligheder filosoferer Eric Kaare.
For hundrede år siden blev Guillaume Cornelis van Beverloo født i Belgien, som senere blev kendt under kunstnernavnet Corneille. Som ung drømmende kunstner mødte han den lidt ældre danske kunstner, Asger Jørgensen. Denne anarkistiske dansker havde smidt bogstaverne Ø og SEN ud til fordel for Jorn – Asger Jorn.
De drømte begge om et internationalt kunstnerfællesskab, og resultatet blev til oprettelsen af kunstnergruppen ”CoBrA”. Gruppen bestod af kunstnere fra Danmark, Belgien, Holland med flere.
Målet var at finde tilbage til det oprindelige, det primitive, det udtryk man kunne finde hos stammefolk, i helleristninger og børnetegninger. Dette udgangspunkt, for et ekspressivt (afbildning af kunstnerens aktuelle sindstilstand) maleri, udløste selvfølgelig bemærkninger som ”det der, det kunne mit barn også have lavet”. CoBrA-gruppens medlemmer tog disse bemærkninger som en fin anmeldelse.
Efterårsudstillingen på Galleri Nordenvind skal ses som en hyldest til Corneilles værker, der vises sammen med en større ophængning af Melody Brezinskeis arbejder. Galleriet har i over tredive år samarbejdet med denne amerikanske kunstner, der er født i 1960.
- Det bliver desværre nok den sidste større ophængning med store oliebilleder, idet sygdom har gjort det umuligt for kunstneren at stå foran staffeliet, siger Eric Kaare.
Blandt rækken af øvrige kunstnere finder vi blandt andet Sven Dalsgaard
Den danske kunstner, der døde i 1999, har fået sin egen væg med flag, der var ét af den underfundige kunstners mange motiver. Det er Dalsgaards “øjne”, der møder bilisterne på motorvejen, når man nærmer sig kunstnerens hjemby, Randers.
Endvidere kan opleves en række nye hjembragte værker, som vil komme til at præge galleriets virke fremover.
Galleri Nordenvinds efterårsudstilling kan ses i huset For Retfærdigheden, Algade i Sæby fra søndag 16. oktober til og med søndag 13. november, alle dage i tidsrummet 13.00 til 17.00.
Fra uge 43 holder galleriet dog lukket hver mandag og tirsdag.