Elever vart på kulturrejse i Japan
FREDERIKSHAVN: I øjeblikket er ti elever og to lærere fra Frederikshavn Gymnasium på udvekslingsbesøg på Hidaka High School i Japan. Dette besøg er et genbesøg, da de danske elever i foråret havde besøg af et tilsvarende antal japanske elever.
Under opholdet bor de danske elever hos værtsfamilier og deltager i dagliglivet i Japan. På Hidaka High School deltager eleverne både i undervisningen og i skolens eftermiddagsaktiviteter, hvor de blandt andet har prøvet kræfter med japansk harpe, anime, baseball og japanske skrifttegn.
Eleverne har desuden haft tid til sightseeing, blandt andet i Osaka, Kyoto og ved Shirasaki-kysten. Her har de besøgt museer med fokus på tsunamier og pilgrimsrejser og deltaget i officielle besøg hos lokale myndigheder, herunder byens borgmester.
Torsdag gik turen til Johannes Knudsen Memorial og statuen af Johannes Knudsen, som symbolsk ser ud over havet mod Danmark.
Johannes Knudsen, en maskinmester fra Frederikshavn, gav i 1957 sit liv i forsøget på at redde en japansk fisker. Hans mod mindes hvert år i Wakayama med en ceremoni og har skabt et særligt bånd mellem de to byer.
Samtidig deltager en anden gruppe elever fra Frederikshavn Gymnasium i en international Erasmus-konference i Kristinehamn, Sverige, hvor de arbejder med temaer inden for mental sundhed sammen med unge fra andre lande. En af de kommende Erasmus-konferencer vil blive afholdt i Frederikshavn.
– De internationale aktiviteter prioriteres højt på Frederikshavn Gymnasium. Det er vigtigt, at eleverne møder mennesker og kulturer, der tænker anderledes end dem selv. Ferier kan også give internationale oplevelser, men de faglige rammer for vores rejser giver unikke erfaringer, som udfordrer eleverne og åbner deres øjne for verden," siger rektor Thomas Svane.