Efter lille tyvstart: Nyt ejendomsmæglerfirma åbner
Det nye ejendomsmæglerfirma Skagen Bolig er kommet flyvende fra start allerede inden åbningen tirsdag i påskeugen.
- Vi har allerede, inden vi er åbnet, afsluttet to handler, som vi har fået gennem netværk, og vi har allerede flere ejendomme til salg, en del skuffesager og et køberkartotek, så det er gået over al forventning, siger Max Olesen, som er den ene halvdel af makkerparret bag det nye ejendomsmæglerfirma.
Tirsdag slår han og forretningspartneren, Christian Strøm, dørene op for deres fælles forretning, beliggende ved Skagen Station.
De to har finpudset på butikken lige til det sidste.
- Vi har selv været i gang med både gulve og lofter. Der gik godt nok lidt plader til spilde der, griner Christian Strøm, men begge er de enige om, at de har bestået den såkaldte gør-det-selv-partner-test, og at det tegner godt for samarbejdet.
Men det har de nu egentlig aldrig været i tvivl om.
- Vi supplerer hinanden godt, fortæller Max Olesen om den måde deres forskellige kompetencer gerne skal gøre en ejendomshandel mere fleksibel i den nye ejendomsmæglerforretning.
Max Olesen kommer med 10 års erfaring som ejendomsmægler, og Christian Strøm har erfaring fra datadrevne virksomheder, som han selv har været med til at starte op. Blandt andet portalen Handball Performance, som han har lavet i samarbejde med håndboldlandsholdsspillerne Lasse Svan, Rasmus Lauge og Niklas Landin.
Desuden har han flere års erfaring med fotografering, videoproduktion, grafisk design og markedsføring, hvilket ifølge makkerparret giver dem nogle muligheder for større fleksibilitet i den nye forretning.
Ingen kassetænkning
- Vi kan selv stå for produktionen af foto og video af en ejendom, hvilket giver os nogle helt andre muligheder for både at være fleksible, men også for at tilpasse vores materiale til de forskellige typer af ejendomme, som vi har til salg. Hos os har vi ikke nogle kasser, som et hus skal passe ind i. Vi tilpasser os behovet ved hvert enkelt ejendom, siger Max Olesen og fremhæver at netop det, at de selv står for eksempelvis fotografering gør, at der hurtigt kan sadles om, hvis det for eksempel regner på en planlagt fotodag.
- Desuden kan vi hurtigt ændre billedmaterialet, hvis vi har et hus til salg henover forskellige årstider, så billederne altid er aktuelle, siger Christian Strøm.
Lokalt kendskab i et unikt område
- Vi er desuden et ejendomsmæglerfirma med godt lokalt kendskab i det her ret unikke område, som dækker helt fra Skagen til Aalbæk, Skiveren og Kandestederne. Og vi sælger alt fra boliger til 400.000 kroner til liebhaveri til flere millioner, fortæller Max Olesen, som også fremhæver, at det lige præcis også er den variation i jobbet, som gør, at han elsker det.