Billede beskrivelse

Det store Krøyer-maleri fra Børsen flytter til Skagen

04. juni 2024 kl. 13.51

SKAGEN: Det store Krøyer-maleri, som blev reddet ud af den brændende københavnske børs i april i år, får nu midlertidigt ophold i Skagen, på Skagens Museum.

Fra den 21. juni og et års tid frem kan det ikoniske gruppeportræt ’Fra Københavns Børs’ som er malet i 1895 af P.S. Krøyer og er et af hans absolutte hovedværker, opleves på museet i Skagen.

Låner billedet ud til Skagen

Det er Dansk Erhverv, som havde til huse i Den københavnske børsbygning, indtil branden i april, der udlåner maleriet til museet i Skagen.

- Det lykkedes at redde langt størstedelen af Børsens kunstgenstande og kulturskatte ud under branden i april. Heriblandt en af kronjuvelerne i samlingen, som er det store Krøyer-maleri af børsherrerne. Det er i en noget nær fuldstændig intakt stand, og derfor vil det også være ærgerligt, at det skal stå opmagasineret i lang tid. Så jeg er helt vildt henrykt over, at vi i Dansk Erhverv har kunnet lave en aftale med Skagens Museum om, at det her hovedværk af Krøyer nu kan udlånes og få et midlertidigt fantastisk og velkendt hjem i Skagen, hvor billedet også har været udstillet før. Det giver rigtig god mening, og vi er rigtig glade for, at Skagens Museum kan give danskerne mulighed for at se dette flotte maleri, som overlevede branden takket være en stor indsats fra beredskabs- og museumsfolk, samt medarbejdere i Dansk Erhverv, udtaler Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.'

Billede beskrivelse

Maleriet er i god stand

Maleriet er efter branden blevet tilset af Nationalmuseets konservatorer, som har konstateret, at maleriet er i god stand og klar til at blive udstillet. Og Skagens Museums direktør, Lisette Vind Ebbesen, glæder sig til, at museet får lov at fortælle historien om det spændende maleri.

- Det er en meget stor glæde og ære, at vi kan få lov til at passe på dette monumentale P.S. Krøyer-maleri, siger Lisette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer.

- Det er et værk, som indeholder en masse spændende fortællinger – både om et meget specifikt stykke dansk erhvervshistorie og om Krøyers evner til at mestre en kompleks komposition med mange portrætter. Og så vidner maleriet om Dansk Erhvervs fine kunstsamling, der trækker tråde ud i hele Danmark, og som heldigvis blev reddet, siger Lisette Vind Ebbesen.

P.S. Krøyers maleri 'Fra Københavns Børs' kunne sidst opleves i Skagen i 2019 ved særudstillingen 'Mesterværker'.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste