Billede beskrivelse

Det Eksploderede Værksted: Museet og Morgenthaler åbner aktiv udstilling

21. oktober 2024 kl. 14.02

SKAGEN: Regnen stod ned i stænger som bestilt til en dag indenfor, da Skagens Kunstmuseer sidste mandag åbnede efterårets særudstilling ‘Det Eksploderede Værksted’, der som navnet henviser til er en aktiv udstilling, mere end en udstilling i traditionel forstand.

Der er kø langt ud på vejen, åbningen er totalt udsolgt. 250 børn og deres voksne har løst billet. Tegneren, filminstruktøren og forfatteren Anders Morgenthaler står klar, museets direktør Lisette Vind Ebbesen ligeså.

Der er hvide vægge at male på, monteret papir på væggen og en helt bar hvid kiste af den slags, man begraver folk i, den er doneret af begravelsesforretningen Burgaard og Jessen, på væggen bag kisten er ‘Den Druknede’ gengivet.

Billede beskrivelse

Klokken ti åbner dørene ind til museets skifersal, hvor Det Eksploderede Tegneværksted befinder sig.

Få minutter over ti, en halv times tid inden, der bliver budt officielt velkommen og introduceret til udstillingen af direktøren og tegneren, er der allerede skrevet ‘RIP mis, 15 år’ og ‘Farmor jeg savner dig’ på kisten. Den hvide væg, hvor de blå tuscher ligger, er godt igang med at blive tegnet til. Spejle med tegnegrej i snor er allerede tegnet på - oven i spejlbilleder af børnenes ansigter.

Og på det monterede papir på væggen, som skyder op af på forhånd tegnede vaser, begynder der at danne sig blomster i alle afskygninger; en buket er sågar snydt ud af næsen på Morgenthalers figur Allan, men tegnet af en besøgende dreng.

Billede beskrivelse

Slip fantasien løs

Det Eksploderede Tegneværksted er skabt i samarbejde med Anders Morgenthaler, som har skabt seks unikke tegneaktiviteter til Skagens Museum med udgangspunkt i hans egen oplevelse af kunsten på museet.

Og meget er tilladt i skifersalen de næste to en halv måned, hvor udstillingen kører, hvilket er lige i tegnerens ånd.

- Det vigtigste er at slippe tankerne og fantasien løs, når man tegner. Forældre, pædagoger og lærere, I skal holde op med at lave regler, som at man for eksempel skal fylde papiret helt ud, siger Anders Morgenthaler til de fremmødte og forklarer, at tegning er vigtig for, at verden hænger sammen.

- Der ville ikke være museer uden tegning, ingen biler. Det måske et vildt postulat, men alligevel, siger tegneren, inden han sammen med en kæmpe flok af børn og voksne begynder at tegne på et stykke væg, som endnu har lidt plads.

Billede beskrivelse

En udstilling uden værker

Og med udstillingen håber museet netop på, at kunne skabe anderledes museumsoplevelser for gæsterne.

- I det Eksploderede Værksted får du lov at indtage museumsrummet på en helt anden måde, her interagerer du med kunsten og får skagensmalerne ind på en helt ny måde - gennem blyant og krop. Og så kan det være, at du ser på malerierne i samlingen på en helt anden måde bagefter, fortæller Malene Hüls Dyrmose, som er projektleder ved Skagens Kunstmuseer, og fortæller at museet helt sikkert også i fremtiden kommer til at arbejde mere med anderledes formater i udstillingerne.

- Det er første gang, vi har en udstilling helt uden værker, og vi kan jo allerede her den første dag se, hvordan gæsterne bare indtager rummet helt naturligt, fortæller Malene Hüls Dyrmose og glæder sig især over de møder mennesker imellem, som udstillingen åbner op for.

- Normalt er man beskuer på et museum, men her får du lov mødes om kunsten på en helt anden måde, for eksempel ved kisten, hvor fremmede mennesker begynder at tale om døden med hinanden. Det er ikke altid at et kunstværk kan gøre det på samme måde, siger Malene Hüls Dyrmose fra Skagens Kunstmuseer.

Billede beskrivelse

Det Eksploderede Værksted er at finde på Skagens Museum resten af året.

Hold desuden øje med Skagens Kunstmuseers hjemmeside for tegnekurser for voksne og professionelle plus Billedskolen for børn, som åbner i denne uge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste