Den lette og sunde jul
FREDERIKSHAVN: En lettere og sundere jul. Sådan lyder invitationen fra Birgitte Reinhold Jakobsen, som er kostvejleder og Premium Sense konsulent - og det, der venter forude - er en inspirationsaften for alle interesserede 3. december fra kl. 19-21 i Kattegat Siloen.
December kan være en hård udfordring for alle, der kæmper med vægten og ønsker at tabe sig - eller i det mindste at undgå at tage på under julens overflod.
Ved inspirationsaftenen vil deltagerne få en række gode tips og inspiration til, hvordan de kommer lettere og sundere gennem december - med plads til hygge og nydelse.
Birgitte Reinhold Jakobsen vil også give en kort introduktion til grundprincipperne i Sense-kost og information om de kommende tilbud, bootcamps og events med Sense.
Jule-inspirationsaftenen er gratis, men tilmelding er nødvendig.