Billede beskrivelse

De store mestre kommer til Sæby Kirke

28. juli 2024 kl. 06.01

SÆBY: De store mestre – Operettekompagniet – Thomas Peter Koppel og Jonathan Koppel er en del af Sæbys 500 års Købstadsjubilæum. De gæster Sæby Kirke den 29. september 2024 kl. 15.00.

Frederikshavn Teaterforening er stolte over at være en del af den store fejring, der sker i forbindelse med Sæbys 500 års Købstadsjubilæum.

- Vi har haft succes med at sikre en oplevelse, der vil give alle noget med hjem, fortæller Erik Salling, næstformand i Frederikshavn Teaterforening.

- Vi præsenterer De store mestre fra musikkens verden, toner du aldrig glemmer. Det sker ved Thomas Peter Koppel og Jonathan Koppel – far og søn, der kan få alle hjerter til at smelte, siger Lilly Pedersen, formand for Frederikshavn Teaterforening.

Vær forberedt på en absolut anderledes koncertform i teaterregi, en oplevelse af næsten Tati'ske dimensioner, en forestilling, der samler folk i alle aldersgrupper.

Med to sangere, en pianist og en guitarist, personificeret gennem forskellige karakterer og små overraskende sketches, er der noget for både øjne og øre.

En oplysende, lidenskabelig og rørende seance synes i vente i dette selskab, både hvad angår eftermiddagens optrædende og mastodonterne fra fordums tid.

Sæby Kirke er i sig selv en oplevelse værd. Den smukke Skt. Mariæ Kirke er resten af et stort firefløjet karmeliterkloster fra 1470. Kirken er kendt for sine fine kalkmalerier fra begyndelsen af 1500-tallet, der fremstiller Marias forældres historie.

- Borgmester Birgit S. Hansen og kulturudvalgsformand Peter Laigaard vil være til stede og nyde koncerten sammen med os, slutter Erik Salling.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste