Børnekulturnat vender tilbage
SÆBY: Alle børn og deres familier er inviteret, når Sæbys kulturaktører atter slår dørene op til Børnekulturnat fredag den 6. september 2024.
Der vil være sjove, lærerige og hyggelige aktiviteter, som alle er bundet sammen af årets tema: "Historiske øjeblikke".
Børnekulturnat Sæby afholdes hvert år den første fredag i september. Her har en række af byens ildsjæle skabt et overflødighedshorn af spændende aktiviteter. Årets tema er "Historiske øjeblikke", og under denne overskrift skulle der være noget for enhver smag: teater, musik, kunst, ansigtsmaling, historie, krea og meget mere.
Sæby Torv danner rammen for dagen, hvor der både bydes velkommen og siges "tak for i dag".
Åbningen er klokken 17.00 på Torvet, hvorefter der er aktiviteter, fest og farver over hele byen fra kl. 17.15 til 19.45. Traditionen tro bliver aftenen afsluttet med ildshow på Torvet klokken 20.00.