Billede beskrivelse

Bo Storm fortæller om Europas natur

16. november 2018 kl. 15.00

FREDERIKSHAVN: I Europa findes et utal af national- og naturparker, der hver især rummer fantastiske naturoplevelser med historier om dyr og mennesker gennem tusinder af år.

Naturvejleder Bo Storm fra kommunens Park & Vej gæster mandag aften 19. november Frederikshavn Bibliotek, hvor han fortæller om egne oplevelser i fortrinsvis Østrig, Schweiz, Tyskland og Polen.

Bo Storm har de sidste ti år været på flere rejser, hvor han, via gode europæiske kolleger, er kommet med helt ind i ”maskinrummet”.

- Store naturområder har altid lokket mig ud siden min barndom, for at se samspil i naturen andre steder end i Danmark. Ikke mindst i vores store lande mod syd, hvor de største naturområder findes i Europa, fortæller Bo Storm.

Der venter publikum et par spændende timer i selskab med en engageret naturvejleder og fortæller.

Bo Storm ledsager sine beretninger med en masse billeder, og så er der ellers lagt op til gode historier om naturen, lossen, ulven og de mange andre dyrearter, der lever i naturområderne syd for os.

Aftenen er tilrettelagt i samarbejde med Park & Vej Frederikshavn. Der er fri entré, men tilmelding er nødvendig på bibl.frederikshavn.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste