Bliv klogere på svinekrigen i Vendsyssel
Det seneste halve år har der været meget omtale af Sæby Slagteris lukning. Torsdag den 7. december afholder Saltlandet Historiske Forening for Sæby og Omegn derimod et interessant foredrag om tiden i slutningen af 1800-tallet, hvor slagterierne åbnede flere steder i Vendsyssel.
Det bliver foredragsholder, forfatter, historiker og journalist Erik S. Christensen fra Frederikshavn, der klokken 19 går på podiet i Manegen og fortæller om svinekrigen i Vendsyssel.
Voldsom kamp
Der var voldsom kamp om svinene i slutningen af 1800-tallets Vendsyssel. Eksporten til England slog alle rekorder, men en svinepest i 1887 betød så voldsom en nedgang i landbrugets indtjening, at bønderne begyndte at kigge sig om efter alternativer til de private slagterier.
Året efter forsøgte bønderne at danne et fælles andelsslagteri for Aalborg og Hjørring amter. Men initiativet led skibbrud og i stedet begyndte krigen om et slagteri på østkysten ved den store eksporthavn i Frederikshavn eller midt i landet ved Hjørring. Bønderne omkring Hjørring var i flertal og Østkysten tabte. Og der blev bygget et andelssvineslagteri i både Hjørring og Nørresundby i januar 1891.¨
Èn af bagmændene for ideen bag et slagteri mod øst var proprietær Anton Gregers Lassen, Hørbylund. Da planen om et slagteri i Frederikshavn faldt, gik han i stedet i gang med at skabe den infrastrukturelle baggrund for den vendsysselske østkyst i form af en jernbane mellem Frederikshavn over Sæby, Dronninglund og til Nørresundby. Det blev startskuddet til Østkystbanen, som fra 1899 blev drevet af selskabet bag Frederikshavn-Fjerritslev Jernbanen.
Slagteriet blev opført
Ideen om opførelse af et slagteri i Sæby blev vel modtaget hos landmændene. Efter at der i et par år var arbejdet for tilslutning til slagteriet, afholdtes stiftende generalforsamling den 19. april 1909, hvor proprietær Anton Gregers Lassen valgtes til formand. Han måtte dog af helbredshensyn trække sig tilbage året efter og blev efterfulgt af godsejer P. B. Scavenius, Voergård.
Slagteriet blev opført, og den 5. januar 1911 begyndte det sin virksomhed med direktør J. H. N. Skensved, tidligere Ringsted, som daglig leder. Slagteriet udviklede sig støt gennem de følgende år og efter nedgangen i slagtningerne under den første verdenskrig, nåede det i begyndelsen af trediverne en slagtning på cirka 100.000 svin om året. Denne udvikling medførte, at der gentagne gange måtte foretages udvidelser og ombygninger. I 1922 opførtes der således ny svalehal, fedtsmelteri og tarmrenseri, og atter i 1925, 1927 og igen 1934 blev der foretaget forskellige ret betydelige ombygninger.
Formand for Saltlandet, Holger Almholt oplyser, at medlemmer kan deltage for 40 kroner og øvrige kan høre foredraget for 60 kroner inklusiv kaffe og kage.