Billede beskrivelse

Badmintonklub inviterer til champagneturnering

26. december 2022 kl. 08.55

En gammel tradition med en champagneturnering i Skagen Badmintonklub bliver nu taget op på ny.

D. 7. januar løber arrangementet af stablen i badmintonhallerne i Skagen Sportscenter.

- Det er over ti år siden, at vi sidst havde en champagneturnering, så her efter corona-årene synes vi, at vi trænger til noget festligt og hyggeligt, siger formand for Skagen Badminton, Dorte Ledet, om arrangementet, som for flere år siden døde ud i takt med, at der blev færre badmintonspillere på motionsplan i klubben.

Det vil badmintonklubben sammen med Sparekassen Nordjylland nu have lavet om på og inviterer altså igen alle, der har lyst til at spille badminton, med til et særligt arrangement i klubben.

- Man skal ikke nødvendigvis være medlem af klubben. Alle er velkomne. Hvis du har lyst til at prøve det af eller lyst til at genoptage badmintonspillet, så er du velkommen, siger formanden. Eneste krav er, at man skal møde op i hold af to på nogenlunde samme niveau.

Tidspunkt rykket

Der spilles badminton i A-række for øvede, B-række for let øvede og C-række for begyndere. Og der er lagt op til en hyggelig og festlig dag i badmintonhallen. For udover at spille badminton er der også tapas og champagnesmagning ved sommelier Karl-Emil Sams fra Sømærket i Gl. Skagen på tapetet.

Oprindeligt lå champagneturneringerne mellem jul og nytår, men på grund af årets kalender med manglende weekend mellem jul og nytår har arrangørerne denne gang valgt at lægge turneringen i starten af året i stedet for.

Tilmelding til årets champagneturnering skal ske senest d. 30. december til formanden for badmintonklubben Dorte Ledet på mail dorte.ledet70@gmail.com.

Deltagergebyret er 400 kr. pr. hold. Se mere om tilmelding og betaling på Skagen Badmintons Facebookside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste