Billede beskrivelse

Alle inviteres til Sct. Hans aften på havnen

08. juni 2024 kl. 19.01
Opdateret 12. juni 2024 kl. 09.30

SÆBY: Igen i år afholder Sæby Borgerforening i fællesskab med Lions Club Sæby, Sct. Hans aften på havnen i Sæby med anderæs på åen, underholdning, båltale og bål på stranden.

Der er hoppepude og snobrødsbål for børnene, og mulighed for køb af øl, vin, vand fra Sæby Bryghus, pølser fra Slagter Tranholm og Borgerforeningen har en bod med nybagte vafler.

Arrangementet finder sted på arealet foran Sæby Ro- og Kajakklubs hus og bålet placeres på stranden nord for å-udløbet.

Publikum kan glæde sig til at høre museumsinspektør Jens Thidemanns båltale. Han vil i anledning af Sæbys 500-års købstadsjubilæum sikkert reflektere lidt over gamle dage.

Underholdningen er lagt i hænderne på Sæbygarden og gøglerne fra aktivitetsforeningen ”Rødder og Vinger”.

Andevæddeløbet foregår ved at mere end 100 nummererede og sponsorerede små gule plastænder søsættes et sted i åen samtidigt, og den and der kommer først til målstregen, har vundet.

Der er præmier til de tre først placerede ænder og også en række lodtrækningspræmier, og man kan deltage ved at købe et lod på en eller flere ænder inden ræset startes.

Program

Tidspunkterne for aktiviteterne til Sct. Hansfesten, søndag den 23. juni bliver således:

18:30 Pladsen åbner. Salg af andelodder, snobrødsbål tændes, fri leg på hoppepude.

18:30-20:45 Gøglere fra ”Rødder og Vinger” optræder på pladsen.

19:00 Sæbygarden trækker op og spiller derefter på pladsen.

19:30 Anderræs på åen, herefter præmieoverrækkelse.

20:45 Båltale ved Jens Thidemann Museumsinspektør fra Nordjyllands Kystmuseum.

21:00 Flaget spilles ned.

21:15 Sct. Hans bålet tændes. Fællessang: ”Vi elsker vort land” og ”Danmark nu blunder den lyse nat” med musikledsagelse fra Sæbygarden.

21:30 Pladsen lukkes

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste