Ældresagens Hjælpende Hænder holder åbent hus
FREDERIKSHAVN: I de fleste parforhold indfinder der sig med tiden en fast opgavefordeling. Det fungerer for de fleste, men når så den ene ægtefælle falder fra, så mangler der jo den, der kan sætte en lampe op eller den, der kan reparere et par bukser. Det råder Ældresagen bod på med sine ”Hjælpende Hænder”, som i Frederikshavn-afdelingen omfatter et reparationsværksted og en systue.
Hver tirsdag formiddag mødes en håndfuld mænd og et par kvinder og er klar til at tage fat på de reparationsopgaver, som medlemmerne kommer med. For mændenes vedkommende gælder, at de også er Hjælpende Hænder hjemme hos ældre, som har behov for hjælp til fx at hænge en lampe op eller montere en gardinstang.
- I værkstedet reparerer vi alle de ting, vi kan finde ud af, så der kan godt være opgaver, vi må sige nej til. Vi er seks mand med forskellig baggrund og et helt livs erfaringer, så vi finder ud af det meste. Dog kunne vi godt bruge en, der har forstand på elektronik, siger Kaj, der står for værkstedet.
I det hele taget vil Ældresagen gerne have et par ekstra Hjælpende Hænder, og derfor holder man åbent hus i værkstedet, der har til hus i Ældresagens lokaler i Søndergade. Det foregår tirsdag 10. september fra 10-12, der også er værkstedets åbningstid alle andre tirsdage.
Men denne tirsdag inviteres alle interesserede til at komme og finde ud af, hvad værkstedet egentlig er – både hvis man har noget, der skal repareres, og hvis man selv har lyst til at blive en Hjælpende Hånd.
At hjælpe andre er drivkraften i Ældresagens værksted og Hjælpende Hænder. Og så skal man hygge sig imens. Når værkstedet er åbent tirsdag formiddag, er der altid kaffe på kanden, og så får man en hyggelig snak med hinanden og de kunder der måske vælger at vente, mens tingene bliver repareret.
Værkstedet og de Hjælpende Hænder arbejder gratis. Kun, hvis reparationen kræver reservedele eller materialer, skal man betale. Eller du kan selv have tingene med, fx en ny lynlås til bukserne. Selv kaffen, mens du venter, er gratis, for hyggen og det sociale samvær vægtes meget højt i Ældresagens afdeling i Frederikshavn.