Billede beskrivelse

80 år gammel - og stadig aktiv

16. november 2024 kl. 06.02

SÆBY: Aktive Kvinder Sæby har i 80 år udført almennyttig virksomhed i form af oplysende, kulturelle og debatskabende arrangementer.

Den 28. november 1944 samledes nogle kvinder på Syvsten Hotel for at stifte foreningen Volstrup Husmoderforening. Det første år kunne foreningen mønstre 84 medlemmer, der hver betalte 5 kroner i årligt kontingent.

24 år senere var der behov for at oprette en afdeling for ældre og enlige, som blev benævnt ”Hyggeklubben”. Klubben startede i 1968 deres aktiviteter på Volstrup Skole og har i dag deres møder i Musikhuset, Skolegade, hver anden torsdag eftermiddag i ulige uger.

80-års jubilæet markeres på stiftelsesdatoen den 28. november klokken 12.30 med en fest i Café Sol i Sæby Spektrum.

Billede beskrivelse

Ud over en lækker buffet, vil der være fællessang og musikken leveres af hyggetrioen ”Di Gro Sønger” fra Hjørring, der synger på vendelbomål.

Interesserede bedes tilmelde sig inden den 21. november.

I de første mange år var foreningen medlem af Landsforeningen ”De Danske Husmoderforeninger” (DDH), der havde til formål at varetage hjemmets interesser gennem oplysende arbejde.

- En stadig større andel af vores kontingent skulle finansiere hovedkontoret, hvorfor vi i år 2000 valgte at udmelde os, siger formanden for Aktive Kvinder, Karen Drastrup.

Foreningen skiftede samme år navn til Aktive Kvinder Sæby og Karen Drastrup blev valgt som ny formand, en post hun har haft siden.

Den aktive forening for kvinder har i jubilæumsåret 333 medlemmer. Medlemmerne tilbydes en bred vifte af foredrag, udflugter, virksomhedsbesøg, fællessang med mere.

Årets store hit blandt kvinderne er busturen til Campus Bøgehøj ved Ebeltoft.

Bøgehøj er uddannelsescenter for Salling Groups medarbejdere og her præsenteres elevernes svendestykker. Der er gode muligheder for at gøre en god handel i elevernes små butikker. Turen sluttes af med frokost og hygge på ”Restaurant Mellem Jyder”.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste