100 forskellige slags blomster: Mette og Tonny inviterer til unikt arrangement
FREDERIKSHAVN: Essens Gaarden, som ligger på Hestvangvej i Frederikshavn, er kendt for sine unikke og stemningsfulde arrangementer.
Her har man en passion for at skabe oplevelser ud over det sædvanlige. Med deres store blomstermarker i deres frodige omgivelser med over 100 forskellige blomsterarter har de nu besluttet at lancere et særligt arrangement rettet mod kvinder – en aften, hvor blomster, kreativitet og nydelse smelter sammen.
- Vi elsker at lave noget, som folk måske ikke bare lige kan opleve hver dag. Med de mange blomster, vi har, var det oplagt at skabe et arrangement, der sætter dem i centrum, fortæller Tonny Kristensen, som er kok og indehaver af Essens Gaarden.
Gartner leder slaget
Ideen udspringer af ønsket om at tilbyde en sjov og anderledes oplevelse, hvor deltagerne kan lære at tænke kreativt med blomster.
Arrangementet sker 25. august, og aftenen vil blive ledet af gårdens egen gartner, Mette Tolstrup Sørensen, der sammen med en erfaren blomsterbinder vil guide deltagerne gennem en inspirerende workshop. Her vil man lære at bruge blomster på nye og spændende måder samt få sin buket med hjem.
Men Essens Gaarden har mere at byde på end blot blomsterbinding til kurset. Arrangementet inkluderer også et glas kølig hvidvin og deres velkendte "hapser".
- Vi synes, det er fedt at lave noget, der ikke kun handler om mad, men også bringer andre elementer i spil, forklarer Tonny Kristensen.
Mange kreative måder
Ved at bruge omgivelserne og køkkenhaven, som en del af oplevelsen, sikrer Essens Gaarden, at deltagerne får en aften, der er ud over det sædvanelige.
Arrangementet giver ikke kun deltagerne mulighed for at plukke blomster, men også for at lære, hvordan man kan bruge dem på mange forskellige måder. Essens Gaarden ønsker at inspirere til at tænke kreativt, og få det meste ud af de materialer, man har til rådighed.
Når Essens Gaarden planlægger events, er det med et klart fokus på at integrere de omkringliggende omgivelser og skabe en sammenhængende oplevelse for deltagerne.