Det koldeste gys er tilbage på toppen af Danmark
Sidste år var der 150 vinterbadere med, og med det udvidede program i 2024, ventes endnu flere deltagere
Så kan alle vinterbade-entusiaster, og dem der gerne vil prøve det kolde gys, godt begynde at glæde sig.
Skagen Vinterbaderfestival er nemlig tilbage, og det med arrangementets originale navn.
Sidste år prøvede man et lidt anderledes koncept af, og da hed det Skagen Vinterbaderdage.
Men efter dialog med Skagens vinterbaderklub Isbryderne, som tidligere arrangerede Skagen Vinterbaderfestival, har de nye arrangører fået lov at fortsætte med navnet.
- Isbryderne står også til rådighed for de nye arrangører og hjælper med det praktiske under afholdelsen. Navnet Skagen Vinterbaderfestival er et rigtig godt navn, der afspejler konceptet super godt, oplyses i en pressemeddelelse.
Festivalen foregår fra torsdag 25. januar, hvor du kan få det første kolde gys og varme saunaer, indtil søndag 28. januar, hvor alle bliver sendt hjemad med rygende varm suppe.
Gitte Normann fra Foldens Hotel og Skagen Hotel, en af ildsjælene bag vinterbaderfestivalen, er glad for at festivalen har bidt sig fast som et Skagen-event i januar måned, hvor alle længes efter lyset.
Sidste år var der 150 vinterbadere, og med det udvidede program i 2024, venter hun endnu flere deltagere.
- Vores ambition er at gennemføre en festival under trygge forhold og med et varmt fællesskab i fantastisk natur. Alle dage vil der være dykkere i vandet ved Camp One Grenen Strand for at holde opsyn og træde hjælpende til hvis det bliver nødvendigt. Det sker i samarbejde med Skagen og Frederikshavn dykkerklubber, der alle stiller op frivilligt. Jeg vil dog understrege, at aftenbadning er på eget ansvar, siger Gitte Normann.
Skagen Vinterbaderfestival arrangeres i et samarbejde mellem de deltagende hoteller, Kappelborg og Turistforeningen Toppen af Danmark.
- Som turistforening er vi glade for at kunne bakke op om Skagen Vinterbaderfestival med billetsalg og markedsføring. Vi har været med i mange år, først med vinterbadeklubben Isbryderne og nu i det nye regi, hvor hotellerne tager teten, siger projektleder Anne-Mie Rasmussen, Toppen af Danmark.