Billede beskrivelse

Delfin i sigte: Roklub fik et helt særligt syn

02. juli 2024 kl. 14.01

FREDERIKSHAVN: Alt kan ske på en rotur. Det kan roere fra Frederikshavn Roklub skrive under på efter en noget uventet oplevelse under en rotur.

- Vi stævnede ud fra Rønnerhavnen en dejlig sommermorgen og satte kursen mod syd. Det er let at være roer sådan en dag, hvor der næsten ingen strøm og vind er, fortæller en roer. 

Billede beskrivelse

- Det gik hurtigt med at ro de fem kilometer ud til de nye moleanlæg ved trafikhavnen. Herude besluttede vi os for at vende om og ro hjem mod klubben. Vi havde netop fået vendt bådene, da der lød et stort plask bag bådene. Ingen så rigtigt, hvad dette plask skyldtes, men vi mente, det nok var en ”stor” fisk. Vi blev derfor rigtig nysgerrige og spejdede ivrigt i alle retninger for at se denne fisk, der kunne give så stort et plask.

Roerne fik mysteriet løst, og det var en stor overraskelse, da der omkring et par meter fra en af bådene pludselig dukkede en stor, flot delfin op og stolt viste sin store finne, snude og sin mørke krop. 

Billede beskrivelse

- Den dykkede ned igen for kort efter at vise sig fra en ny vinkel. Delfinen fulgte os længe og var vel nok lige så nysgerrig på os, som vi var på den. Et fantastisk syn at følge denne store og flotte, legesyge delfin.

- Efter nogen tid blev vi åbenbart for kedelige for den, og vi så ikke mere til delfinen for denne gang.

- Heldigvis havde flere af os telefoner med. Men lige at få et godt billede af den viste sig at være rigtig svært, da den dukkede op i uventede retninger. Men et par brugelige billeder blev det dog til.

Dette er en af de uventede oplevelser, man kan opleve som roer. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste