Billede beskrivelse

De har fundet opskriften på at få folk op af sofaen

Ægteparret Rasmus og Lone Haugaard inviterer til bålfest langt ude på landet - i fjor kom der 1100

09. juni 2023 kl. 10.00

ØSTERVRÅ:  I 2021 hyrede de Allan Olsen til at spille. I fjor var det Anne Linnet, og i år kommer Hardinger Band og spiller fem kvarter til sankthans-festen ved Gjersholt Sø.

Ægteparret på herregården Gjersholt, Rasmus og Lone Haugaard, har desuden allieret sig med lokale foreninger såsom Pixl Art. Idrætsforeningen, der serverer pølser og spejderne, der sørger for parkeringen glider. 

Alle de ingredienser har vist sig at være god opskrift på, hvordan man trækker folk op af sofaen og ud på landet.  

Gjersholt ligger nemlig lidt uden for Østervrå, som så igen ligger cirka 20 kilometer fra Hjørring og Frederikshavn. Der er lidt langt til en større by.  

Alligevel kan Haugaard-parrets arrangement tiltrække gæster i hundredevis.

Se også
Erhvervsmanden flyttede langt ud på landet - og fandt det han søgte

- I 2021 var vi trods på trods af corona-pandemiens skygge oppe på næsten 700 deltagere.  Sidste år kom næsten 1100 mennesker. I år falder sankthans på en fredag, og vi lægger derfor op til, at man kan blive lidt længere, selvom det stadig er et børnevenligt arrangement, der begynder kl. 17.30, skriver Lone Haugaard i en pressemeddelelse.

Og hvis det skulle blive regnvejr, vil deres store 120 år gamle lade blive åbnet, ligesom der vil være telte at søge ly i.

Lone Haugaard kalder arrangementet for en solstrålehistorie og fortæller, at der i år diskes op med mere at spise og drikke.

- Der kommer en food truck med sundere retter (pastaretter). Der vil også være fadøl fra det lokale værtshus, La Taverna og desuden – ikke mindst – kommer Jensen Jordbær med jordbær og pandekager, fortæller Lone Haugaard.

Båltalen holdes af en af Nordjyllands kendte politiker, regionsrådsformand Mads Duedal (V).

Og arrangørerne glæder sig til de mange gæster ved søen.

- Rasmus og jeg håber selvsagt på, at vi igen i år kommer til at opleve en smuk aften fuld af musik og legende børn – lige som i de allermest romantiserede minder om en (ikke helt) svunden tid, slutter hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste