Danske Spil efterlyser nordjysk vinder
Der kan måske være en god forretning i at kigge sin lottokupon efter
DANMARK: Det kan betale sig at tjekke sin brugte lottokupon efter, hvis man skulle have sådan en liggende hjemme hjemme i skuffen - også selvom der måske ikke umiddelbart er en gevinst på kuponen.
Danske Spil har nemlig talt grundigt efter og er kommet frem til, at der stadig ligger seks præmier á 100.000 kroner fra maj måned, som ikke er blevet afhentet endnu.
En af de seks vinderkuponer - som altså stadig mangler en vinder - har rødder i Nordjylland. Den er nemlig købt hos OK Plus i Sæby.
Vinderen af de 100.000 kr. har vundet i forbindelse med en kampagne, hvor 200 vindere har fået en trøstepræmie - og det beløb må siges at være en fin trøst.
- Det er helt normalt, at der går nogle uger, før alle vinderne har meldt sig, og det gælder selvfølgelig især, når det drejer sig om så mange som 200 vindere på en gang, siger Malene Mølgaard, administrerende direktør i Danske Lotteri Spil.