Billede beskrivelse

Anmeldelser vælter ind: Bølge af tyverier i lille fiskerby

- Husk nu at låse jeres biler, opfordrer vagtchef

17. juni 2023 kl. 14.38

STRANDBY: Det hedder sig, at jo længere ud på landet, man kommer, jo sjældnere er det at møde en låst dør.

Måske er det det, som i aften- og nattetimerne, før fredag for alvor blev til lørdag, lokkede langfingrede tyve til at snuse rundt i den lille fiskerby Strandby nord for Frederikshavn.

Lørdag formiddag væltede det i hvert fald ind med anmeldelser til Nordjyllands Politi fra folk, der i timerne fra fredag aften til lørdag morgen havde fået stjålet værdigenstande som fx. solbriller og tegnebøger fra biler parkeret i carporte, indkørsler og på villaveje rundt om i byen.

- Vi har modtaget 15 anmeldelser, og kendetegnende for dem alle er, at ingen af bilerne var aflåst, oplyser vagtchef Bruno Brix.

Politiet hører gerne fra folk i byen, der har bemærket noget, der kan føre til en opklaring. Det kan ske ved at ringe til politiet på 114.

- Men ellers er det altid en god idé at låse sin bil - også selv om den står i egen indkørsel, opfordrer Bruno Brix.

Se også
59-årig mand er i kritisk tilstand efter fald fra stillads
Se også
Efter aktion i nattelivet: Det kan sagtens ske igen
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste