Vingave i forvandlet udgave
SÆBY: Købstadsjubilæet sidste år fortsætter med at give, nu med to nye ”rundt om træet” bænke i Clasens Have, der fremmer fællesskab og afslapning.
Sæby Rotary Klub vedtog sidste år at få lanceret en 500-års købstadsjubilæums vin. I samarbejde med Vinspecialisten blev der udvalgt de rette rød- og hvidvine og med egen æstetisk præsentabel etikette blev der i 2024 solgt godt 1.700 flasker.
Overskuddet fra salget af vinene var øremærket til rotaryklubbens humanitære arbejde.
Efter grundige overvejelser blev det i samråd med Frederikshavn Kommune besluttet at indkøbe to nye bænke, der skulle placeres rundt om to af de ældste træer i Clasens Have.
Ved en lille indvielsesreception den 26. juni, overdrog præsidenten for Sæby Rotary Klub, Lars Mellemkjær, bænkene til kommunen, der var repræsenteret af formanden for Teknisk Udvalg, Gitte Kiilerich (S).
I sin velkomsttale fortalte Lars Mellemkjær om klubbens mange støttearrangementer og som kronen på værket, og som sidste gerning i sin præsidentperiode for klubben, var han stolt og glad for at kunne overdrage to bænke, der omringer de to flere hundrede år gamle blodbøg og egetræ midt i byens oase.
Selv om der under ceremonien blæste op til regn, kunne man snart mærke historiens vingesus under de store trækroner i Sæbys ældste bydel mellem Algade og Sæby Å.
I Gitte Kiilerichs fint komponerede tale, takkede hun for gaven.
Med bænkenes placering under de majestætiske træer i Clasens historiske have, bliver det ikke blot et sted, hvor borgere og gæster kan hvile sig.
- De er også et symbol på vores bys rige historie og kultur, sagde Gitte Kiilerich og fortsatte.
Clasens Hotel med tilhørende have var i begyndelsen af 1900-tallet et populært samlingssted for store danske kunstnere og byens borgerskab og det var udvalgsformandens håb at denne gode tradition kunne genstartes.
Det er vigtigt vi holder liv i fortællingen om Sæby, og her er haven en levende påmindelse om vores fælles fortid og de mange generationer, der har gået her før os.
Med bænkene får vi mulighed for at sætte os og se bladene bevæge sig i vinden, her kan vi lade tankerne flyve og måske endda finde inspiration til vores eget liv, mindede Gitte Kiilerich tilhørerne om.
Asbjørn Isaksen fra vinudvalget oplyser, at bænkene er fremstillet af robust lærketræ og galvaniseret stålstel som sikrer en holdbar løsning, der modstår både vejr og tidens tand.
Andre bænkegaver
500-års jubilæet har drysset en lang række små som store gaver ned over byen, som borgerne får glæde af i mange år frem.
Uden at nævne dem alle, har bænke åbenlyst været et tema hos mange givere.
På torvet er der blevet mulighed for at slå sig ned i store loungebænke. Udsigten på havnen og åen kan nydes fra ”Flokken på Dokken”s tre massive bænkesæt, ligesom den udhuggede granitbænk med makrel samt kærlighedsbænken af beton og egehjerte giver mulighed for pauser i smukke omgivelser.