Varmt vand og nyt bord til minibyens værksted
SÆBY: Roblon Fonden og Melsen Fonden har valgt at give et skulderklap til Minibyen Sæby.
Med en donation på to gange 15.000 kroner får minimurerne et hårdt tiltrængt arbejdsbord med tilhørende håndvask samt adgang til varmt vand i værkstedet.
Minibyen har siden år 2000 genskabt Sæbys ældste gader i miniatureformat.
Minimurerne er drevet af en engageret gruppe frivillige – og det kræver både tid, håndelag og gode faciliteter at holde det hele i gang.
- Derfor falder donationerne på et tørt sted og bliver modtaget med stor taknemmelighed, siger kasserer Erik Kristensen.
Roblon Fonden
- Vi bakker fuldt op om det arbejde de frivillige i Minibyen Sæby lægger for dagen.
- Det er en imponerende indsats, der både bevarer lokalhistorien, fremmer de gamle håndværk og styrker Sæby som en attraktiv turistdestination.
- Det er vigtigt at sådanne projekter får de rette rammer for at kunne fortsætte, siger administrerende direktør i Roblon, Kim Müller på vegne af Roblon Fonden.
Roblon Fonden er stiftet af fabrikant og grundlægger af Roblon A/S, Erik Schou i 1997. Fonden har to formål og dertil hørende legater: Roblons Uddannelsespris, der uddeles årligt i januar måned og støtte til projekter af almennyttig art i Frederikshavn Kommune.
En levende del af byens kulturarv
Minibyen Sæby er i dag en fast og populær del af byens sommerliv, hvor både lokale og turister besøger de cirka 160 miniaturebygninger, som er tro kopier af Sæbys historiske huse omkring år 1900, hvor alt er håndlavet i skala 1:10.
Det store arbejde udføres af frivillige ildsjæle i alderen 60-90 år, som mødes dagligt i værkstedet.
Og netop det fællesskab og engagement vækker stor anerkendelse hos såvel Sæby Erhvervsforening samt Sæby Handelsstandsforening:
- Minibyen Sæby er et skoleeksempel på, hvad frivillighed, lokalhistorie og godt håndværk kan, når det går op i en højere enhed.
- Vi er dybt imponerede over den vedholdende indsats og glade for, at fonde som Roblon og Melsen også ser værdien og vælger at bakke op, pointerer Kim Müller, der også er formand for Sæby Erhvervsforening, i en fælles erklæring med Sæby Handelsstandsforening.
Attraktion og fællesskab går hånd i hånd
Donationerne er ikke kun med til at forbedre de fysiske arbejdsforhold, de er også en anerkendelse af det stærke sociale fællesskab, som Minibyen bygger på.
Her mødes frivillige til morgenbrød og håndværk, men også til grin, snak og et formål, der betyder noget, fortæller, Erik Kristensen.
Melsen Fonden
Melsen Fonden er stolte over at kunne støtte Minibyen Sæby med dette bidrag.
- Projektet bygger på både historisk arv og stærke fællesskaber, hvilket passer perfekt med vores værdier om at styrke Nordjylland gennem engagement og frivillighed, siger formand for Melsen Fonden, Anker Laden Andersen.
Melsen Fonden blev etableret i juli 2020 og har fire overordnede formål: at yde økonomisk støtte til personer, som på grund af sygdom eller andre ikke selvforskyldte forhold er i økonomisk trang, til sygdomsbekæmpelse og forskning i samme, til forbedring af dyrs forhold samt til samfundsmæssige og velgørende formål i almindelighed – alt sammen med afsæt i Nordjylland.
Åbningstider
Minibyen Sæby har åbent for besøgende mandag til fredag kl. 10.00–16.00 hele sommeren.
Interesserede der kan tænke sig at give en hånd med i byggeriet af de små huse, er meget velkommen til at kigge forbi værkstedet på Solsbækvej 39, mellem klokken 9 og 12 på hverdage.