Unik mulighed: Kom med ombord på en rejetrawler
SKAGEN: Efter succes med sommerens første guidede ture på den 28 meter lange rejetrawler S486 Sajoni, hvor der endte med at være udsolgt, udvides oplevelsen med en række nye datoer i efteråret, hvor man nu kan booke billetter.
Det er Turistforeningen Toppen af Danmark, der i samarbejde med Skagen Fiskeriforening og ejerne af S486 Sajoni fortsætter den positive formidling af dansk fiskeri – fortalt dér, hvor det hele sker.
- Vi er utrolig glade for det gode samarbejde med både Skagen Fiskeriforening og ejerne af Sajoni. Det er et samarbejde, der giver gode oplevelser for lokale og byens gæster, siger turistdirektør Nicolai J. Nissen.
- Udover at få en sjælden mulighed for at komme ombord på en rejekutter, giver rundvisningerne gæsterne et sjældent indblik i, hvordan moderne, ansvarligt fiskeri faktisk foregår – og man får også indblik i hvor stor en indsats danske fiskere gør for at passe på havmiljøet, siger turistdirektøren.
På en guidet rundvisning på ca. 45 minutter kommer publikum tæt på livet til søs, arbejdet med trawlfiskeri og fiskernes hverdag. Her er ingen skræmmebilleder – kun virkeligheden: danske fiskere, der fisker med omtanke og endda samler affald op undervejs.
Man mødes ved Auktionshallen på Skagen Havn. Turen tager cirka 45 minutter og koster 95 kroner per person og 60 kroner for børn under 12 år.
Der er følgende afgange:
- Fredag 26. september – kl. 10.00 og 11.00
- Fredag 3. oktober – kl. 10.00 og 11.00
- Lørdag 4. oktober – kl. 10.00 og 11.00
- Fredag 10. oktober – kl. 10.00 og 11.00
- Fredag 17. oktober – kl. 10.00 og 11.00