Tømmerhandel fejrer hele 17 jubilarer i samme år
FREDERIKSHAVN: Det vidner om en sund virksomhed og en god virksomhedskultur, når man ud af 100 medarbejdere har hele 17 jubilarer på et år, heraf tre 40-års jubilarer. Sådan er det i XL-BYG Elling Tømmerhandel, som tilmed næste år kan fejre 60-års firmajubilæum.
- Det er en dejlig fri arbejdsplads. Vi har det godt med både kolleger og chefer og et godt sammenhold - også på tværs af afdelingerne. Vi bliver inddraget i de ændringer, der bliver gennemført. Der er en positiv stemning i virksomheden, og den kommer oppefra, lyder det samstemmende fra to af 40-års jubilarerne, Palle Andersen og Lene Jensen.
Den holdning flugter helt med den måde, som indehaverne Kristian Nielsen og Torben Svendsen, gerne vil drive deres virksomhed på, og helt i grundlæggeren af Elling Tømmerhandel, Egon Svendsens, ånd.
- Vi har en flad organisation og holder en god, positiv jargon på arbejdspladsen. Det er svært lige at sætte ord på, hvordan vi gør, men det handler helt basalt om at være gode ved hinanden. Når vores medarbejdere trives på jobbet, yder de også en bedre indsats, så det gode arbejdsmiljø er til alles fordel, siger tømmerhandler Torben Svendsen.
- Vores fornemste opgave som ledelse er at tiltrække og holde på gode medarbejdere, og det lykkes vi med. Vi har flere jubilarer hvert år, men 2025 er helt ekstremt. Det betyder så også, at vi bliver en lidt gråhåret forsamling, og derfor har vi ekstra fokus på at gøre virksomheden attraktiv for unge medarbejdere. Det gør vi bl.a. ved at have en ungeklub, der laver aktiviteter for de yngre kolleger. I den anden ende har vi også en seniorklub for pensionerede kolleger. De mødes en gang i kvartalet, men kommer også ind og giver en hånd med, når vi har kundearrangementer, siger adm. direktør Kristian Nielsen.
De unge mennesker står heldigvis også på spring i kulissen, da Torben Svendsens to sønner allerede er en del af ejerkredsen. Lasse Svendsen som salgschef i trælast/XL-PRO afdelingen i Hjørring og Rasmus Svendsen som salgschef i XL-PRO afdelingen i Elling.
XL-BYG Elling Tømmerhandel er kun én af de fire butikker, som de fire indehavere har ansatte i. Derudover har de nemlig butikker i Hjørring, Tårs og på Læsø. De fire butikker udgør tilsammen XL-BYG Elling Gruppen, som alle er med i XL-BYG kæden – et markedsførings- og indkøbssamarbejde, med butikker som alle ejes af selvstændige tømmerhandlere. XL-BYG Elling Gruppens motto er, at man er 100 % lokal og 100 % nordjysk. Det betyder også, at de fire afdelinger drives i tre forskellige CVR-numre, et i hver kommune, så virksomheden betaler skat i den kommune, hvor man tjener sine penge.
- Det synes vi er det rigtige at gøre, lige som vi også engagerer os i det lokale erhvervs- og foreningsliv. Pengene skal arbejde lokalt til gavn for det samfund, vi er en del af, fremfor at forsvinde til en kapitalfond, som måske ikke engang betaler skat i Danmark, siger Torben Svendsen.
Årets jubilarer i XL-BYG Elling Gruppen er:
Elling Tømmerhandel:
40 år: Palle Andersen og Lene Jensen.
30 år: Frank Jensen og Rikke Toldbod Christensen.
20 år: Line Thybo, Michael Levorsen, Thomas Knudsen, Brian Sørensen, Anders Grønning og Jan Holm Hansen.
10 år: Søren Jensen, Toke Juhl Nissen, Jeanette Birkbak, Flemming Rugtved.
Læsø Tømmerhandel:
40 år: Nils-Jørn F. Jensen (Penne)
10 år: Christina Johansen Meng.
Tårs Tømmerhandel:
10 år: Thomas Pedersen