Billede beskrivelse

Strandby Kalenderen udkommer igen – smukkere end nogensinde

08. november 2025 kl. 17.02

STRANDBY: Strandby Kalenderen 2026 er lige på trapperne, og FDF Strandby ser frem til at præsentere den. Kalenderen kan købes fra fredag 7. november hos Dagli’Brugsen, Strandby, FDF Strandbys Genbrugscenter og Loppeladen samt hos Frederikshavn Boghandel.

- Efter i tre år at have bragt gamle artikler fra den hedengangne lokale avis ”Tilbudsavisen” har FDF i år allieret sig med Rasmus Høgenhaug, der blandt andet er kendt for sine fotografiske evner, som han viser frem både på de sociale medier og på tv i vejrudsigterne, fortæller Hans Nepper fra FDF, som også har stået for den grafiske opsætning af kalenderen.

Billede beskrivelse

Årets kalender indeholder smukke og farvestrålende fotos fra Strandby og et enkelt skud fra Bratten Strand.

Rasmus Høgenhaug er født i 1984 i Strandby, og han er ud af en fiskerfamilie, hvor livet på havnen var en stor del af hans barndom. Han er inspektør for Skoleskibet Danmark og arbejder med administration af skibet. Han har en baggrund som uddannet skibsfører og maskinmester i Mærsk og har sejlet der efterfølgende.

Rasmus har gennem årene været aktiv i FDF, og friluftslivet har altid haft hans interesse.

Billede beskrivelse

Som en lille anekdote kan nævnes, at han som barn var med på en FDF-tur til Norge. Det var på en fjeldvandring, han blev den helt store helt, da vejret pludselig skiftede til kraftig tåge, hvilket betød, at gruppen mistede orienteringen, men heldigvis havde Rasmus et kompas i sin oppakning, som gjorde, at man igen kom på den rette kurs og fandt hytten, hvor der skulle overnattes.

Ved at købe Strandby Kalenderen 2026 støtter du direkte FDF Strandbys frivillige arbejde blandt børn og unge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste