Billede beskrivelse

Stormen skabte ballade ved kirken: Nu inviterer de til foredrag om vild natur

13. oktober 2025 kl. 17.01

SÆBY: Stormen Amy satte sit præg på landskabet omkring Sæby Kirke. Voldsomme vindstød væltede store træer på kirkegården, og grene blev revet løs i uvejret. Men da vinden lagde sig, vendte stilheden tilbage.

Det fortæller Sæby Menighedsråd. 

- Vi er taknemmelige for, at ingen kom til skade ved de væltede træer, og at ingen gravsteder led overlast, lyder det fra Sæby Menighedsråd.

Nu hviler der igen fred over kirkegården. Alle er velkomne til en stille vandring blandt gravene eller et besøg i den gamle kirke. Begge steder indbyder til ro, eftertanke og bøn. Inde i kirken kan man også tænde et lys.

Kirken er samtidig et samlingssted for fællesskab. Fredag den 17. oktober kl. 14.30 inviterer Mariehuset til en rejse op i højderne – mod Mont Blanc. Her tager Solveig og Keld Skovgård gæsterne med på tur i ord og billeder.

De to rejseentusiaster fortæller om Mont Blancs majestætiske landskaber og om Geneve – en international by med historisk betydning. Publikum får et kig ind i den franske alpenatur og historiske steder, hvor blandt andet Røde Kors blev grundlagt, og den første Genevekonvention så dagens lys. Også Reformationens Calvin satte sit præg her.

Det bliver en eftermiddag fyldt med smukke billeder, spændende fortællinger og godt selskab. Alle er hjerteligt velkomne.

Også børn – og barnlige sjæle – ser frem mod oktober, hvor Halloween nærmer sig. I Sæby Kirke er det ikke uhyggen, men hyggen, samværet og lyset, der er i centrum. Der bliver englevagt og en varm stemning, når kirken inviterer til Halloween-aften.

Som altid er der gudstjeneste hver søndag kl. 10.00. Her er der tid til stilhed, eftertænksomme ord, bøn og fællessang – med musik og korsang som fast del af oplevelsen. Bagefter bydes alle til kirkekaffe i fællesskabets tegn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste