Skagen Havn ansætter økonomichef
SKAGEN: Skagen Havn har per 20. oktober ansat Karsten Jørgensen i en nyoprettet stilling som økonomichef i organisationen.
Karsten Jørgensen har i mange år siddet som økonomichef hos kommunen. Først ved den tidligere Skagen Kommune frem til kommunesammenlægningen i 2008, hvorefter han fortsatte i stillingen hos Frederikshavn Kommune.
For et år siden besluttede han dog, at det var tid til forandring.
- Jeg er spændt på de nye udfordringer ved Skagen Havn, en virksomhed, som jeg kender kva mit tidligere virke i Frederikshavn Kommune. Nu bliver det interessant at dykke ned i opgaverne og lære virksomheden at kende indefra, og jeg ser frem til samarbejdet med ledelse og kolleger, fortæller Karsten Jørgensen.
Skagen Havn beskæftiger 25 medarbejdere, og de er meget tilfredse med, at Karsten Jørgensen nu bliver en af dem.
- Vi er glade for, at Karsten har valgt at takke ja til stillingen hos os. Han kommer med stor erfaring og kompetence inden for sit felt og er vant til at arbejde med komplekse opgaver, samt vurdere økonomiske cases. Vi ser Karsten som det helt rigtige match til vores team, siger direktør Willy B. Hansen.