Skagen-campingplads havde stor vækst i overnatninger
SKAGEN: Godt, dansk sommervejr med den varmeste juli i tre år har givet ekstra mange besøgende på de danske campingpladser. First Camp Grenen Strand havde fremgang i antal overnatninger i sommeren 2025.
Det fortæller First Camp i en pressemeddelelse.
Den danske sommer 2025 har budt på en temperaturmæssig gennemsnitlig start i juni og slutning i august, mens juli måned blev varmere end de sidste tre foregående. Samtidig har temperaturerne flere steder i Europa igen i år været voldsomt høje, og det mere moderate danske sommervejr har været medvirkende til, at flere danskere blev hjemme i sommerferien og blandt andet holdt ferie på campingpladserne.
I sommeren 2025 havde First Camp Grenen Strand 21 procent flere overnatninger end sidste år.
- Sommeren har været en kæmpe succes på campingpladsen. Vejret har generelt været på vores side, og selv med enkelte regnbyger har vi fået en klassisk dansk sommer, der tilmed var varmere end de seneste år. Det har både givet flere spontane bookinger og et markant løft i antallet af gæster, fortæller Tina Sørensen, destinationschef for First Camp Grenen Strand.
Børnefamilier vælter ind
Udover det hæderlige danske sommervejr har campingpladserne oplevet en opblomstring de senere år, hvor en ny generation af børnefamilier har fundet glæden ved den afslappende ferieform under hjemlige himmelstrøg.
Antallet af danske børnefamilier, der besøger First Camp Grenen Strand, er vokset, og i år har 30 procent flere børnefamilier holdt sommerferie på campingpladsen på Grenen Strand.