Sæby Planteskole udvider med produktion og butik mod syd
SÆBY: I denne tid med sne og busk i skjul kan det synes lang tid til, at det begynder at krible og krable i havefolket, som glæder sig til at komme ud og få jord under neglene.
Hvis der er nogen, der kender havefolkets årscyklus, er det indehaveren af Sæby Planteskole, Lars Kjeldgaard.
Siden Lars Kjeldgaard i 2014 overtog gartneriet efter sin far, Søren Kjeldgaard, er forretningskonceptet gået fra eksport til handel med blomster og planter til lokale samt leveringer til købmænd, havecentre og kirkegårde i regionen.
Omlægningen af salget har skabt en øget efterspørgsel på et bredere udvalg, hvorved væksthusene i Hørby på Humlevej og Snedkergårdsvej er blevet presset på kapacitet.
For at udvikle gartneriet forudså Lars Kjeldgaard, at der blev behov for mere drivhusplads og arealer til frilandsproduktion.
Tilbage i 2022 havde Sæby Planteskole således planer om at samle al deres aktivitet på et areal ved Aalborgvej, øst for Trafikcenter Sæby Syd.
Fuld af muligheder
Planerne lod sig dog ikke realisere, da området ifølge kommuneplanen er udlagt til andet formål.
Herefter har Lars Kjeldgaard været på udkig efter andre muligheder.
- I december sidste år flaskede alt sig, og vi fik mulighed for at erhverve Vestbjerg Handelsgartneri på Hjørring Landevej 62 - neden for Vestbjerg bakke, bekræfter Lars Kjeldgaard.
Gartneriet består af 13 store drivhuse med et samlet areal på cirka 10.000 kvadratmeter samt et stort areal til frilandsproduktion.
Lars og hans medarbejdere har siden midt i januar arbejdet hårdt på at få flyttet hele produktionen fra Hørby til det store gartneri i Vestbjerg.
- Stedet er fuld af muligheder, som gør, at vi kan udnytte en række stordriftsfordele, understreger den nye ejer.
Når åbningstiderne udvides til foråret, vil der skulle ansættes yderligere personale i såvel Sæby som Vestbjerg.
Farvel til Hørby
Familien Kjeldgaard har siden 1908 drevet gartneri i Hørby.
Lars er således 4. generation der fører gartneriet videre efter sin oldefar Thorvald, farfar Knud og faderen Søren Kjeldgaard.
Lars har hele sin barndom fulgt sin far og været engageret i driften, hvor han i takt med alderen fik et stigende ansvar.
Det var en naturlig del af karrieren, at han tog en uddannelse som væksthusgartner.
- Der er indgået mange overvejelser inden min hidtidige største beslutning og det er ikke uden vemod, at familiefirmaet nu forlader Hørby, siger en berørt væksthusgartner.
De sidste Primula, der blev produceret, står således tilbage i drivhuset, inden de snart bliver flyttet.
- Arealer og bygninger bliver inden for de nærmeste år sat til salg, men forinden vil vi løbende afmontere de dele vi kan genanvende i Vestbjerg, siger Lars Kjeldgaard.
5. generation?
Lars Kjeldgaard er glad for, at han fik mulighed for at overtage familiefirmaet.
Om hans to børn på 6 og 10 år vil være interesseret ved han ikke.
- De skal ikke presses til noget, men det er dejligt at opleve Jonas, når han interesseret følger med i farens arbejde, siger han.