Sæby Festival udvider på frivilligheden med ny eventgruppe
SÆBY: Sæby Festival fortsætter udviklingen som en lokal festival med fokus på fællesskab, frivillighed og mangfoldighed.
I år bliver festivalens frivilligkorps udvidet med en ny eventgruppe, som skal bidrage med praktiske opgaver og forberedelser i forbindelse med festivalen.
Initiativet er blevet til i samarbejde med Center for Handicap og Psykiatri i Frederikshavn Kommune, hvor Lene Haven Beck, der er Frivillig- og Handicapbeskæftigelseskoordinator, har kontaktet Sæby Festival med henblik på at etablere et samarbejde med eventgruppen.
Den består af borgere, der benytter kommunens sociale tilbud, botilbud eller væresteder.
Omkring 25 borgere i eventgruppen har tilmeldt sig som frivillige til Sæby Festival, og de kommer til at indgå i frivilligkorpset, hvor de skal hjælpe med forskellige praktiske opgaver både før festivalen og på selve dagen.
Samarbejdet ses som en styrkelse af festivalens frivilligindsats og en del af Sæby Festivals fortsatte arbejde med at udvikle et bredt og lokalt forankret fællesskab.
Meget taknemmelige
Lene Haven Beck og Trine J. Madsen, som begge er tovholdere på eventgruppen, udtaler følgende om det forestående samarbejde:
- Det er så dejligt, at så mange skønne mennesker har lyst til at være med og har mulighed for at bidrage på Sæby Festival. Det er vi meget taknemmelige for.
Hos Sæby Festival er der også stor glæde over det nye samarbejde.
- Vi er rigtig glade for at kunne udvide vores frivilligkorps med en gruppe, der bidrager med engagement og gode kræfter til festivalens afvikling. For os handler det om fællesskab og om at skabe en festival, hvor der er plads til mange forskellige måder at bidrage på, lyder det fra festivalen.
Sæby Festival finder sted 22. august og vil i år være præget af et endnu stærkere frivilligt engagement på tværs af lokalsamfundet.