Billede beskrivelse

Royalt sensommertogt: Kongeparret besøger Skagen

27. juni 2025 kl. 06.02
Opdateret kl. 08.56


SKAGEN: Kong Frederik og Dronning Mary besøger i sensommeren Skagen i forbindelse med deres sommertogt.

Kongeparret besøger Frederikshavns kommune den 25. august. Besøget begynder i Sæby og afsluttes på toppen i Skagen, hvor kongeparret besøger Grenen og Anchers Hus, et kunstnerhjem, som er en del af Skagens Museum. 

Her vil direktør for Skagens Museum, Lisette Vind Ebbesen, og museets bestyrelsesformand Bjarne Kvist tage imod kongeparret og vise dem rundt.

- Vi er meget begejstrede for, at Kongeparret besøger Anchers Hus. Siden Anna, Michael og deres datter Helga Ancher boede i huset, har der været en kontinuerlig forbindelse mellem kunsten i Skagen og Kongehuset, og det er en stor glæde for os at vedligeholde den historiske relation, siger Lisette Vind Ebbesen om det kommende royale besøg.

Historiske relationer til Skagen

Og, som museumsdirektøren henviser til, er det ikke første gang, at kongelige besøger Skagen.
Allerede i begyndelsen af 1900‑tallet tilbragte Kong Christian den 10. og Dronning Alexandrine tid i sommerresidensen Klitgården i Skagen, og siden har den kongelige familie også besøgt byen i nyere tid, både privat og officielt. 

Sidst Dronning Margrethe gæstede Skagen var det, ligesom det blandt andet også er denne gang, også Skagens Museum der trak. Det var den 12. maj 2022 ved åbningen af udstillingen Krøyer og Paris – franske forbindelser og nordiske toner.

Første officielle besøg

Besøget i august bliver dog første gang, at det nye kongepar officielt besøger Skagen og også denne gang er kunsten altså en del af oplevelsen for de kongelige, som bliver vist rundt i kunstnerne Anna og Michael Anchers hjem, som den dag i dag står som dengang de to kunstnere levede.

På turen rundt i huset vil der være fokus på historiske fortællinger fra Ancherparrets tid, for det stemningsfulde hjem er fyldt med fascinerende interiør, der giver indblik i velorienterede, nysgerrige kunstneres hverdag. 

Kongeparret inviteres også indenfor i Anna og Michael Anchers to atelierer, hvor store dele af deres arbejde er foregået. Samtidig giver Anchers Hus en ganske særlig indsigt i, hvad det vil sige at drive et hjem som museum.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste