Billede beskrivelse

Rekorddeltagelse og strålende sol til 24 Timer ved havet 2025: Sæby viste sig fra sin bedste side

02. juni 2025 kl. 19.02

SÆBY: Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og hele 730 deltagere – en ny rekord! – var med, da 24 Timer Ved Havet 2025 løb af stablen i weekenden. Med både DM i 24 timers løb, individuelle løb, stafetløb og motion for alle, summede Paradisjorden og strandpromenaden af liv, sved og smil fra start til slut.

24 Timer ved Havet startede i 2014, og idéen bag eventet er stadig den samme: At skabe en årlig motionsfestival, hvor alle kan være med, og hvor Sæby vises frem fra sin allerflotteste side – både til de lokale og de mange gæster udefra.

Billede beskrivelse

- Vi er stolte over, at så mange vælger at komme til Sæby og være en del af 24 Timer Ved Havet. Det er en begivenhed, der samler elite og motionister, borgere og besøgende – og viser, hvad vi som lokalsamfund kan løfte, når vi står sammen. Når deltagerne tager herfra med en god oplevelse og roser både stemningen og afviklingen, så ved vi, at vi har ramt noget helt særligt, lyder det fra Rune Dam Dyhr fra arrangørgruppen, som stadig summer af glæde og træthed oven på weekendens store indsats.

DM-guld og stærke ben

Årets Danmarksmesterskab i 24 timers løb blev en intens dyst, hvor det igen blev Emil Ingerslev, der løb længst af alle herrerne med 128 runder (~256 km). Sidste år satte han danmarksrekord på netop denne rute – i år blev det til den næst længste distance i dansk 24-timershistorie, hvilket understreger hans imponerende niveau.

Billede beskrivelse

Hos damerne tog Katja Walther Bjerre guldet og danmarksmesterskabet efter 24 benhårde timer på den smukke rute langs havet og 115 runder (~230 km).
Resultaterne fra alle løb kan ses her: Sportstiming – resultater

Mere end bare et løb

Selvom der blev løbet langt og hurtigt, er 24 Timer Ved Havet langt mere end et eliteevent. Det er en festlig weekend, hvor børn, motionister, foreninger og hold stiller op side om side og skaber en stemning, der både rører hjertet og sætter kroppen i gang.

Billede beskrivelse

Flere stafethold af venner, familie og firmaer valgte at løbe sammen i 3, 6, 12 og 24 timer, mens andre brugte dagen til at heppe, grille og nyde solen langs ruten.

- Det er præcis dét, vi gerne vil skabe med 24 Timer Ved Havet: En begivenhed hvor fællesskab, bevægelse og stolthed over byen går hånd i hånd. Og i år ramte vi virkelig plet, afrunder Rune Dam Dyhr.

Tak til alle der fik det til at ske

Et event som 24 Timer Ved Havet bliver kun muligt med opbakning fra både frivillige og sponsorer. De mange frivillige fra blandt andet Sæby Floorballklub og Sæby Friskole gjorde en kæmpe indsats hele weekenden og sørgede for både smil, stemning og opfyldning – hvad enten det var på posterne langs ruten eller i depotet.

Billede beskrivelse

Der skal også lyde en enorm stor tak til de sponsorer og samarbejdspartnere, der bakker op om løbet år efter år og er med til at gøre det hele muligt.

Bag 24 Timer ved Havet står udover Rune også Peter Kristensen, Rasmus Østergaard, Martin Gadensgaard, Ida Schrøder, Lone Aagesen, Nana Hyllested og Jon Andersen

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste