Rejsegilde på ammunitionsfabrik blev et sandt tilløbsstykke
FREDERIKSHAVN: Forsvarets Etablissement og Terrænkommando havde onsdag budt offentligheden inden for hegnet til rejsegilde på den ny ammunitionsfabrik i Elling.
Den mulighed benyttede flere hundrede mennesker sig af - foruden omkring 100 håndværkere fra byggepladsen.
Fungerende chef for Etablissement og Terrænkommandoen, Henrik Sørensen, bød velkommen og glædede sig over det store fremmøde, som han mente kunne skyldes tre ting: Det gode vejr, de gratis hotdogs eller interesse for den ny fabrik - formentlig alle tre i forening.
- Normalt er et rejsegilde en fest for håndværkerne, men et så stort byggeri som ammunitionsfabrikken påvirker også det omgivende samfund, bl.a. med tung trafik, og derfor vil jeg også takke Ellingborgerne for deres tålmodighed i byggeperioden, sagde Henrik Sørensen.
Han kunne næsten ikke fatte, at det kun var et halvt år siden, man tog første spadestik til byggeriet, og nu er der allerede rejsegilde.
Stabilitet i en ustabil verden
Adm. direktør i Nammo Denmark, Morten Rasmussen, talte om national forsyningssikkerhed, som kan være med til at give lidt stabilitet i en ustabil verden.
Den ammunition, der skal fremstilles i Elling, får afgørende betydning for vores værn af Europa.
Direktøren takkede entreprenører og håndværkere for at skabe en sikker arbejdsplads for Nammos medarbejdere.
Nu glæder man sig til at få installeret produktionslinjerne og komme i gang.
På entreprenøren A. Enggaards vegne talte regionschef Christoffer Styrup, der var fuld af rosende ord til alle involverede i det store projekt, både håndværkere, rådgivere og Forsvarets Etablissement og Terrænkommando.
- Et projekt som dette kræver både dygtige folk og godt samarbejde at få til at lykkes. Det har vi her i Elling. Vi mærker en vilje fra alle til at få projektet til at lykkes i fællesskab, og det er ingen selvfølge, sagde Christoffer Styrup.