Seneste nyt
Billede beskrivelse

Publikumsfavorit er klar til comeback til Rock i Frederikshavn

01. oktober 2026 kl. 00.02

FREDERIKSHAVN: HUGORM var en kæmpe succes sidste år til Rock i Frederikshavn.

Energien var som altid høj, og det er altid en oplevelse at se Simon Kvamm give sig hen på scenen. 

Derfor er det oplagt at invitere trioen tilbage.

- Jeg glæder mig helt vildt. Vi så i sommer, hvad der sker, når HUGORM rammer Knivholt, og det var simpelthen en fantastisk koncert. Der var en energi mellem bandet og publikum, som man ikke kan planlægge sig til. Den opstår bare. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de kommer til at vælte Knivholt igen, siger Casper Høgsted, talsperson for Rock i Frederikshavn, i en pressemeddelelse.

HUGORM har efterhånden etableret sig som et markant navn på de danske livescener. Koncerterne kombinerer store spørgsmål om livet og døden med fællessang, intensitet og en tæt kontakt til publikum.

Det er netop den blanding, Rock i Frederikshavn igen håber at kunne skabe på Knivholt.

- Nogle bookinger kræver lange overvejelser. Andre føles bare helt rigtige. Efter det, vi oplevede med HUGORM i sommer, havde vi virkelig lyst til at få dem tilbage. Vi ved, hvad de kan foran et publikum, og vi ved, hvor godt de passer til Knivholt, siger Casper Høgsted.

HUGORM slutter sig til et program, der allerede tæller Queen Machine, TV-2, SAVEUS, Dodo & The Dodos, Sømændene, GOBS og Tres Amigos.

Rock i Frederikshavn 2027 finder sted lørdag 12. juni på Knivholt.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste