Seneste nyt
Billede beskrivelse

Butikken havde jubilæum, og det havde Lillian og Inger også

30. september 2026 kl. 06.01

SÆBY: Røde Kors Genbrugsbutik har klædt sæbynitterne på til fantastiske priser i et kvart århundrede, slog formand Per Østergaard fast i sin jubilæumstale.

Der var mange, der havde luret, at Røde Kors ville diske op med noget ekstraordinært for at fejre genbrugsbutikkens 25-års jubilæum.

Lederen af afdelingen Nørkleriet, Connie Larsen uddelte stofnet af egen produktion til de første 25 kunder. Nettene slap op allerede 10 minutter efter åbningen.

Billede beskrivelse

Genbrugsting i alle afskygninger blev solgt med 50 procents rabat, og hvis man med en terning slog en 2'er eller 5'er, så var varen gratis.

Jubilæet fejres hele ugen frem til fredag, hvor der lukkes klokken 12.

Medens kunderne strømmede ind i butikken på Krystaltorvet, fortsatte Per Østergaard sin jubilæumstale og takkede for 25 år med store mængder donationer og en flot opbakning fra kunder.

Takket være de mange frivillige, der har brugt masser af tid og kræfter i butikken, har Sæby afdelingen i alle årene været i stand til at hjælpe mennesker der har det svært, såvel lokalt som ude i verden.

Billede beskrivelse

- Vi er stolte af at være et led i den kæde, hvor genbrug således bliver til nødhjælp, sagde Per Østergaard.

Herefter blev der budt på kaffe og kagemand.

Genbrugsbutikken ledes af Stine Horsevad Jensen.

50-års jubilarer

Røde Kors i Sæby er tilsmilet af en stabil flok af engagerede frivillige, der ud over at drive genbrugsbutikken, tilbyder en række andre aktiviteter, som nørkleriet, organisering af den årlige landsindsamling, lektiecafé, besøgsven, flygtningehjælp med mere.

To markante frivillige, Inger Ejstrud og Lillian Christensen runder fredag 2. oktober en sjælden milepæl, hvor de vil blive fejret i anledning af deres 50-årige virke for Røde Kors i Sæby.

De er begge meget dedikeret til Røde Kors og har været med til at udvikle og forme Sæby-afdelingen til den, vi kender i dag.

Billede beskrivelse

Inger Ejstrud har i årene være formand og er nuværende næstformand i afdelingen. I 1976 begyndte hun som deltager i førstehjælpskursus og blev senere samarit og instruktør. Flygtningespørgsmålet har altid interesseret hende meget, og som aktivitetsleder for flygtninge har hun mulighed for at gøre en forskel på området.

Herudover afholder hun lektiecafé på Sydskolen og arrangerer samvær og bevægelse på et ældrecenter i Frederikshavn.

Lillian Christensen jonglerer også med flere kasketter i Røde Kors. Hun er først og fremmest leder af besøgstjenesten, som er et tilbud til dem, der føler sig ensomme og savner selskab. Herudover er hun en ivrig butiksmedhjælper i genbrugsbutikken.

Begge ildsjæles flotte jubilæum markeres ved en fejring for medlemmerne fredag 2. oktober.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste