Palmerne rykker snart tilbage til stranden
FREDERIKSHAVN: Så er temperaturerne ved at være fine, og palmerne er klar til at komme ud af deres vinterhi.
Palmekeeper Michael Nielsen, og hele det rutinerede hold, er klar til at flytte palmerne fra drivhuset på tirsdag 12. maj.
- Vi er helt klar, og det er en velsmurt maskine, der tager fat med en flok rutinerede folk, der kender turen. Vi gør de første palmer klar til afgang allerede mandag. Jeg mærker placering af palmerne op på stranden fra kl. 05.00. Og mellem 07.00 og 07.30 begynder de første palmer at ankomme, fortæller Michael Nielsen - også kendt som Palme Michael.
Palmerne har været opbevaret hele vinteren i Park & Vejs drivhus på Brønderslevvej. I øjeblikket har man ca. 260 palmer, der overvintrer i drivhuset, og heraf er de ca. 150 stk. udlejet til forskellige placeringer i byen.
- Det vil altid se lidt anderledes ud i forhold til forrige år, da kystens bredde forandrer sig. I år kommer de også til at stå lidt anderledes, da vi også tager hensyn til World Company Games, som afvikles fra 10. til 14. juni. Der vil være en del konkurrencer på Palmestranden, og blandt andet skal der være flere palmer ved p-pladserne, som skal anvendes til petanque-baner, fortæller Michael.
Det tager syv til otte timer at få palmerne på plads på stranden og få bragt alle trækummerne ud på deres pladser.
- Det er altid en speciel dag for os, når palmerne skal ud - og faktisk har vi rykket det en uge frem i forhold til tidligere, da markedsføringen af området er gået i gang i udlandet. Vi vil nødig skuffe vores turister. Man tænker måske, at det er et problem, hvis der stadig er nattefrost, men den smule, vi har i øjeblikket, kan palmerne sagtens klare, fortæller Michael Nielsen.