Billede beskrivelse

Over 200 medarbejdere: Nordjysk virksomhed opkøbt af stor koncern

21. april 2026 kl. 21.18

NORDJYLLAND: En decentral forretningsmodel er udgangspunktet for, at InstallatørGruppen har foretaget et opkøb af nordjyske Erik Lytzen A/S. 

Det skriver InstallatørGruppen i en pressemeddelelse. 

- Erik Lytzen er en stærk virksomhed med bred teknisk ekspertise og dybe lokale rødder i Nordjylland. Vi ser frem til at byde hele teamet velkommen i Gruppen, når godkendelsen er på plads, siger Peter Frandsen, der er landedirektør i InstallatørGruppen i Danmark. 

Erik Lytzen A/S

  • Erik Lytzen A/S blev grundlagt i 1970.
  • Virksomheden beskæftiger 222 medarbejdere, hvoraf en fjerdedel er lærlinge. 
  • Omsætningen i 2025 var 250 mio. kr. 
  • Virksomheden leverer totalløsninger inden for elinstallation, VVS, ventilation, industri og CTS. 
  • Erik Lytzen A/S er repræsenteret med otte afdelinger i Danmark og Grønland.

Det er virksomhedens 40. opkøb i Danmark og bringer InstallatørGruppens samlede portefølje - som tæller både danske og schweiziske selskaber - op på 44. 

I Erik Lytzen A/S, der har base i Hjørring, seks nordjyske afdelinger og i alt otte ditto, møder adm. direktør Anders Nielsen også handlen med tilfredshed. 

- For Martin (Søndergaard, ejerleder i Erik Lytzen, red.) og mig har det været vigtigt at finde den rigtige partner - nogle, der forstår, hvad vi har bygget, og som deler vores ambitioner. Derfor er vi også meget glade for at kunne blive en del af InstallatørGruppen, samtidig med at vi kan bevare vores navn, kultur og dygtige medarbejdere, siger han. 

Handlen mellem de to parter afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse, og ved aftalens gennemførelse vil Erik Lytzen A/S "fortsætte med at drive virksomheden selvstændigt under den nuværende ledelse," lyder det i pressemeddelelsen. 

Erik Lytzen A/S' seks nordjyske afdelinger ligger i Skagen, Frederikshavn, Hjørring, Hirtshals, Løkken og Aalborg. 

InstallatørGruppen tæller på tværs af sine flere end 40 virksomheder over 2000 medarbejdere. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste