Nyt, stort lægehus kommer til byen
SKAGEN: Skagen får et nyt, stort lægehus i byens tidligere rådhus.
Det er de to praktiserende læger Karsten Ewald og Carl Brandt, der åbner det nye læge- og sundhedshus i en del af det gamle rådhus på C.S. Møllers Vej 6.
De to læger har i øjeblikket deres fælles praksis 'Lægerne Karsten Ewald & Carl Brandt' på Sct. Laurentiivej 108A, men når de flytter til rådhuset i foråret 2026 er planen, at omdanne stedet til et samlet sundhedshus med flere læger og sundhedsydelser under samme tag.
- Vi er glade for at indgå denne ambitiøse aftale med kommunen og glæder os til at byde vores nuværende og nye patienter indenfor i en af Skagens mest markante bygninger. Vi får nu mulighed for at skabe et langt mere tidssvarende og attraktivt sundhedshus med mere moderne faciliteter, som alle kan få glæde af, siger læge Carl Brandt på vegne af initiativtagerne til Skagen Avis.
Ideen er, at andre læger, klinikker og sundhedspersoner kan leje sig ind i huset, så der på sigt bliver skabt et større sundhedsfagligt fælleskab, som kan komme borgerne i Skagen til gode.
- Vi forestiller os udlejning til fx øjenlæger, hudlæger, psykologer, fysioterapeuter og andre sundhedspersoner, som ønsker at blive en del af dette nye attraktive sundhedshus.
Derudover er planen, at bygningens 1. sal skal indrettes med boliger, som kan tilbydes til f.eks. yngre læger, der ønsker at komme til byen.
- Vi håber at kunne tiltrække nye yngre læger til byen, og også bruge boligerne til overnatning for fx besøgende specialister fra København eller udlandet og på den måde løfte kvaliteten af behandlingen i Skagen og byens generelle udvikling, siger Carl Brandt til Skagen Avis.