Ny sport vinder indpas – første klub stiftet i Ravnshøj
FREDERIKSHAVN: Sporten hedder Pickleball og kommer fra USA, hvor den er den hurtigst voksende idrætsgren.
Pickelball er en hybrid-sport, der består af elementer fra andre kendte sportsgrene. Man spiller på en badmintonbane, men med et tennisnet i 90 cm højde og med en bold, som kendes fra floorball og et bat som i paddle. Der kan spilles både single og double.
- Pickleball blev i sin opfundet til folk, der ikke havde fysik til at spille badminton eller tennis. I pickleball er der nemlig ikke brug for stor fysisk kraft. Og da battet er tæt på hånden, er det et let spil også for børn, forklarer lærer og instruktør Emil Smed, der er initiativtager til KRIF Pickleball, der er en afdeling af Kvissel-Ravnshøj Idrætsforening.
KRIF Pickleball blev stiftet for et halvt år siden og er endnu den eneste klub i Vendsyssel. Klubben har i dag 16 medlemmer, men der er plads til mange flere.
Emil Smed stiftede selv bekendtskab med sporten under sin uddannelse til lærer, og han så et stort potentiale i en ketcher-sport, der kunne fange børnene.
- Pickleball er en sport så grøn i Danmark, at der endnu ikke er en officiel turnering eller mesterskab. I stedet spiller vi ved stævner lige som i tennis. Vi har også selv afviklet et stævne, siger Emil Smed.
Holdet træner i Ravnshøj-hallen hver søndag fra kl. 18.30, og her er alle velkomne til at prøve den ny sport. Det er gratis de første gange, så kan man derefter melde sig ind i foreningen.