Ny festival på vej - og den skal skabe stærkere fællesskab blandt unge
FREDERIKSHAVN: Nordjyllands Kystmuseum står bag initiativet Ungefestival OPHAV, som første gang finder sted på Kystmuseet Bangsbo 5. september 2026.
Ambitionen er, at festivalen bliver en årligt tilbagevendende kulturfestival for unge i alderen 15–25 år i Frederikshavn Kommune.
Festivalen skal give unge en platform til at udtrykke sig kreativt gennem blandt andet musik, film, lyrik, kunst, drama, poetry slam og performance – med afsæt i lokal kulturhistorie, identitet og fællesskab.
Formålet er at skabe et stærkere fællesskab blandt unge og give dem mulighed for at være medskabere af både indhold og rammer. Samtidig skal festivalen være med til at styrke unges trivsel, deres tilknytning til lokalområdet og stoltheden over deres ophav i rammerne af den lokale kulturhistorie samt med fokus på ungedemokrati.
- Som museum har vi et ansvar for at være relevant for nye generationer. Med Ungefestival OPHAV åbner vi dørene på en ny måde og inviterer unge indenfor som aktive medskabere. Det styrker ikke bare unges tilknytning til kulturarven – det er også med til at udvikle museet som et levende og relevant mødested for fremtiden, siger Maria Groes Eldh, konstitueret direktør for Nordjyllands Kystmuseum.
Ungefestival OPHAV er en del af et større udviklingsinitiativ, hvor Kystmuseet arbejder målrettet på at åbne nye formidlingsformer og skabe relevans for en yngre målgruppe. Projektet skal udvikles i samarbejde med lokale kulturaktører, uddannelsesinstitutioner og unge selv.
Projektet har allerede modtaget støtte fra Nordjyllands Fonden på 250.000 kr. samt fra ROSAs Scenehjælp, hvilket Kystmuseet er meget taknemmelig for.
- Vi ønsker at skabe en platform, hvor unge ikke bare deltager, men er med til at forme indholdet og sætte deres eget præg. Ungefestival OPHAV handler om at give unge en stemme, styrke fællesskabet og skabe stolthed over det sted, de kommer fra, siger Helene Christensen, projektkoordinator ved Nordjyllands Kystmuseum.
Som et led i forberedelserne til festivalen har Kystmuseet inviteret en bred kreds af aktører fra kultur- og ungeområdet fra Frederikshavn Kommune til fyraftensmøde 30. april for at orientere om projektet og drøfte, hvordan man i fællesskab kan være med til at udvikle og løfte Ungefestival OPHAV.