Ny bestyrelse for Nordjyllands Kystmuseum på plads
FREDERIKSHAVN: Tidligere på året udpegede Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune Thomas Bloch Ravn som leder af den bestyrelse for Nordjyllands Kystmuseum, der tiltræder pr 1. januar 2026.
Udvalget gav blandt andet den tiltrædende bestyrelsesleder opgaven at sammensætte den bestyrelse, der de kommende år skal stå i spidsen for udvikling af de fire museer, der er samlet under den hat, der hedder Nordjyllands Kystmuseum.
Som noget af det første skal bestyrelsen finde en ny direktør for Nordjyllands Kystmuseum, efter at den hidtidige direktør Henrik Gjøde Nielsen i september valgte at opsige sin stilling.
Dernæst skal bestyrelsen lægge en strategi for museets udvikling de kommende år.
- Set i lyset af alt det, der i øjeblikket sker omkring Frederikshavn, glæder det mig, at der allerede er spændende planer på vej for Bangsbo Fort, som jeg forestiller mig kan udvikles til en attraktion, som vil skabe stolthed lokalt og interesse hos såvel danskere som internationale turister. En udvikling af historiefortællingen omkring dette fantastiske sted vil også lægge op til en interessant dialog med både nutiden og fremtiden, hvilket jeg ser som en enorm styrke, siger Thomas Bloch Ravn og fortsætter:
- Jeg kan også forestille mig, at et sådant projekt kan gøre Nordjyllands Kystmuseum til en vigtig spiller, når Aalborg og Nordjylland (måske) bliver europæisk kulturhovedstad i 2032. I min tid i Den Gamle By var jeg selv med i processen, der førte til, at Aarhus blev europæisk kulturby, og jeg ved, hvilken betydning det har, at man satser på noget, der har både substans, relevans og varighed.
- Det skal selvfølgelig ikke overskygge de muligheder, der ligger på Bangsbo og på museerne i Sæby og Skagen. Jeg glæder mig til sammen med bestyrelsen, en ny direktør og museets personale at fortsætte de gode takter, som jeg har set på museerne de senere år, siger den kommende bestyrelsesleder.